Tung regn og rock

Regnen slår tungt ned på Vesterbro Torv i København. Langsomt fyldes Zeppelin Rock Bar af våde dampende heavy-metal fans. Flere af dem kommer direkte fra Pumpehuset, hvor de har været inde og hente armbånd til Copenhell, der åbner dagen efter.
I aften er de her for at komme tæt på nogle af deres forbilleder og høre om den tunge rockmusik. Anledningen er DMF-debatten om den mere tunge ende af rockens historie: HEAVY – fra den tunge bluesrock i 70’erne til ekstremmetal m.m. i dag
To generationer af musikere og lydstudiefolk mødes. Den gamle garde har været med siden heavy metals begyndelse og er repræsenteret af guitarist Michael Stützer fra Artillery og producer Flemming Rasmussen fra Sweet Silence Studios. Genrens nye talenter er repræsenteret af sangerinde Rebecca Lou (tidligere Stella Blackrose), sanger Michael Vahl fra Aphyxion og producer Jacob Hansen fra Hansen Studio.

Ingen forstod lyden af heavy

Flemming Rasmussen fortæller om, hvordan han blev kontaktet af Metallica, fordi han kunne lave lige den lyd, de gerne ville have. Metallica havde brugt lang tid på at finde frem til det rigtige studie og endte med at indspille både Ride the Lightning (1984), Master of Puppets (1986) og …And Justice for All (1988) i Rasmussens studie i København. På det tidspunkt forstod ingen rigtigt musikken, mener Rasmussen.
Producer Jacob Hansen er enig. Da han i 1980’erne gerne ville indspille et demobånd, var det svært at finde nogen, der forstod heavy:

”Hvorfor skulle der være distortion på guitaren? Bare at købe en heavy metal-pedal, som det hed, var svært”.

Tung rock har for længst slået rod

I dag er den tunge rock blevet delt op i et utal af genrer og undergenrer.
Sanger Michael Vahl fortæller, at der i mange år har været en sprudlende metalkultur i hans hjemby Ribe – Danmarks metalhovedstad. Han har som ung musiker stået på skuldrene af den metalscene, bands som Artillery og Metallica var med til at etablere.
For Rebecca Lou har det været en udfordring at komme til musikken helt nede på Lolland, hvor hun voksede op. Hun kendte ikke til heavy-miljøerne i fx København og Ribe, og det var svært i det hele taget at komme til at høre alternativ rock:
”Jeg kunne dårligt nok købe cd’ere – der var jo kun tanken! Jeg kunne godt lide Alanis Morisette. Men hun sagde ‘fuck’, så det måtte jeg ikke høre for min mor”.

Fra album til koncerter

En af de ting, der er bred enighed om blandt panelet er, at forholdet mellem udgivelser og koncerter har forskudt sig. Albumformatet er i dag blevet en slags visitkort, et band bruger for at få lov til at spille.

”I gamle dage turnerede man for at tjene penge for at få råd til at komme i studiet. I dag indspiller man en plade for at få mulighed til at turnere,” siger Rasmussen.

Stützer siger, at budgetterne til indspilning siden 1980’erne også er blevet væsentligt mindre:
”I 80’erne havde man måske 250.000 kroner til gå i Sweet Silence og indspille en tre-fire uger. Budgettet i dag ligger på omkring de 80.000 for et album”.
Til gengæld er det blevet meget nemmere at gøre mange af tingene selv, mener Vahl. I dag er det fx muligt at indspille hjemme i stuen. Til gengæld er det som ungt band ikke nemt at få betaling for koncerterne. Han støder stadig tit på forestillingen om, at de vel kan ”gøre det for 500 kroner og en kasse øl?”.

Musik er hårdt arbejde

Lou synes ikke starten er det sværeste, men derimod det stadie, som hun kalder for ”lige under overfladen”. Altså der, hvor man måske har udgivet et album, spillet lidt koncerter og fået et par gode anmeldelser. ”Det er der, man skal give den endnu mere gas, som man ikke troede, man havde”, siger hun.
Stützer er enig. Det er drønhårdt arbejde. I dag kan han leve af det i perioder, men ikke fast. Og indtil videre har det taget ham 33 år. Men det gør ikke noget:

”Jeg elsker at spille. Kan ikke lade være. Men har man det ikke sådan, kan det godt blive svært”.


Om arrangementet “HEAVY – fra den tunge bluesrock i 70’erne til ekstremmetal m.m. i dag”:

Panelet bestod af producer Flemming Rasmussen (Sweet Silence Studio), guitarist Michael Stützer (Artillery), producer Jacob Hansen (Hansen Studio), Michael Vahl (Aphyxion) og Rebecca Lou – (tidl. Stella Blackrose).
P6 BEAT vært Carsten Holm var aftenens ordstyrer
Arrangementet blev afholdt onsdag 17. juni 2015 på Zeppelin Rock Bar i København og var led i en debatserien “Dit & Dat”, hvor DMF inviterer musikere inden for til en snak om musikerlivet.
LÆS OGSÅ: www.musikeren.dk/nyheder/nyhed/artikel/en_fremtid_hvor_lyd_tilpasser_sig_det_medie_det_lyttes_paa
(reportage fra debat om lyd i maj)

From: Nyheder fra MUSIKEREN