Diversitet og ligestilling er et afgørende fundament for det moderne demokrati. Så hvordan sikrer vi diversitet kunst og musik? Statistisk set er, at kunst og kultur ulige fordelt i forhold til køn, etnicitet og socioøkonomiske forhold, så hvad går vi glip af, når samfundets mangfoldighed ikke afspejles i kunsten?
”I Danmark og resten af Europa bestemmes kulturen af en snæver skare,” siger Søren Friis Møller, adjunkt ved CBS, og forklarer, at dette endda er et misforhold, som vi har været stolte af siden 2. verdenskrig, fordi det bunder i adskillelse af kultur og politik.
”Hvis man kigger i numeriske termer, så er al kultur i Vesteuropa ulige fordelt på køn, etnicitet og socioøkonomiske forhold. Vores kulturpolitik er særdeles effektiv til at være ekskluderende over for alle disse grupper,” siger han.
Eksempel fra filmens verden
Selvom vi er nogenlunde lige mange mænd og vinder i Danmark, er fordelingen blandt kunstnere og kunstens gatekeepere (de der bestemmer hvem der får penge til at skabe kunst) 80/20 inden for eksempelvis både film og musik.
Det giver sig blandt andet udtryk i, at mange fortællinger på film handler om mænd og har mænd i hovedrollen.
”Hvis jeg var en alien og gik i biffen for at se en film, så ville jeg tro, at befolkningen var helt anderledes sammensat,” fremfører producer og filminstruktør Mette-Ann Schepelern.
Når hun går i biografen med sin niece, mener hun ikke, at hun kan finde fortællinger om hverken sig selv eller omtalte niece, fordi langt de fleste film tager udgangspunkt i en historie om mænd lave af mænd. Så kvinder ser film med og om mænd og ikke om og med nogen af eget køn.
Her appellerer Mette-Ann Schepelern til filmens gatekeepere, dem der bestemmer hvilke historier, der får penge.
”Hvis vi bare møder det, vi kender, når vi oplever kunst og kultur, så sker der ingen forandring. Det handler om at turde investere i noget andet. Og der er flere eksempler på anderledes film fx med kvinder i flere hovedroller, der har haft stor indtjening, så det er da bare om at komme i gang,” konkluderer hun.
En løsning uden kvoter?
Men kan man på anden vis end med kvoter sikre, at der skabes lighed og mangfoldighed? Er det et politisk spørgsmål, noget der skal sikres gennem strategisk ledelse, eller skal vi forvente, at det er fra talentmassen diversiteten strømmer?
Ifølge Søren Friis Møller er den nuværende kulturpolitik præget af det, han kalder ”systemfejl”.
”Vi har knyttet kunststøtte sammen med demokratiet og armslængde, så hvis vi ikke ændrer noget, kan vi være sikre på, at intet sker. Her kan man vælge en kvoteordning som i Storbritannien og andre lande, som oplever kolossal kritik, og i mine øjne er den dummeste mulighed. Eller man kan vælge, at man fra politisk hold siger: ”Hvis I ikke sørger for at repræsentere mænd, kvinder osv. ligeligt i jeres bestyrelser, så lukker vi jeres virksomhed”. Sådan gør man i Norge, og det ser ud til at det ændrer praksisser.”
Diversitet kan med fordel også være parameter for kvalitet, foreslår Mette-Ann Schepelern.
”Jeg mener, at det er en kvalitet, hvis vi får historier med mange etniske repræsentationer, eller at flere film bliver fortalt af begge køn. Man kunne sætte det ind som et kvalitetsparameter, for det handler jo også om, hvilke historier der er vigtige i vores land,” siger hun.
Om arrangementet: ”Diversitet eller ej” på Folkemødet 2015
En forsker fra CBS og fire eksperter fra kunst og kulturverdenen var inviteret til at debattere diversitet i kulturorganisationernes område “Rosengade Kunst og Kultur Live!” på årets Folkemøde. Arrangementet var arrangeret af DMF og 16 andre kunstnerorganisationer i samarbejde.
På panel var:
- Søren Friis Møller, adjunkt ved Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS
- Mette-Ann Schepelern, direktør i Magma Film, producer og filminstruktør
- Hassan Preisler, skuespiller, instruktør, forfatter
- Nanna Frank Rasmusen, filmanmelder og bestyrelsesmedlem af Wift, (Women In Film and Television).
- Karen Grøn, direktør Trapholt Kunstmuseum
- Moderator: Lene Johansen, journalist
From: Nyheder fra MUSIKEREN