Tre måneder uden betaling hos Apple

Det lyder som sød musik, når Apple ruller sit store PR-apparat ud og i lækre reklamer for Apple Music fortæller, at musikken har værdi, og at det er vigtigt at støtte kunstnerne, ikke kun dem i toppen, men også ”the kid in the bedroom.”
Men virkeligheden er tilsyneladende en anden. For de uafhængige pladeselskaber – diverse store og små indie-labels – bliver præsenteret for en aftale med Apple, hvor det fremgår, at Apple ikke betaler til rettighedshaverne i den tre måneders gratis prøveperiode, brugerne kan benytte sig af på Apple Music.

Dårligt nyt for indies

Nyheds-websites som britiske Music Business Worldwide og amerikanske Digital Music News har fat i sagen. Digital Music News beretter om en lækket kontrakt mellem Apple og et uafhængigt selskab, hvor det fremgår, at der ikke bliver udbetalt ”license or royalty fees” i den tre måneders gratis prøveperiode.
Music Business Worldwide citerer deres kilde fra et indie-label, som påpeger, at de som indielabel er vant til at hjælpe nye streamingtjenester i gang med ”free trials”. Men at der her er tale om Apple med mange hundrede millioner kunder, og at det er meget skuffende, at de ikke tilbyder nogen form for betaling.

Individuelle aftaler

Samme kilde hos Music Business Worldwide påpeger, at de tre majorpladeselskaber (Universal, Sony Music og Warner) formentlig har indgået aftale med Apple Music – som går i luften den 30. juni i 100 lande. Og at Apple denne gang ikke går via Merlin, som er paraplyorganisation for de uafhængige pladeselskaber, men forhandler direkte med hvert enkelt selskab.

Protester og advarsler

Den amerikanske organisation A2IM, American Association of Independent Music, der repræsenterer selskaber som Beggars Group og Glassnote, ser advarselslamperne lyse og melder ud til deres medlemmer, at de ikke bør forhaste sig med at underskrive aftalen med Apple.

Stuart Johnson, formand for Canadian Independent Music Association, er mere direkte og skriver i en udtalelse, at ”arrogancen fra enhver virksomhed, der mener, at dets forretningsmodel bør baseres på at få noget for ingenting og udnytte det til at skabe eget overskud – er beskæmmende.”

Han skriver endvidere: ”Nægter Apple at betale sine ansatte i den gratis prøveperiode? Eller sine mange leverandører? Forventer Apple at få sine markedsførings- og reklametjenester gratis – med den begrundelse, at de angiveligt ingen indtægter får ind i den gratis prøveperiode? Det tror vi ikke.”

Meget er på spil

Lanceringen af Apple Music bliver fulgt med enorm interesse. For vi taler ikke om en lille upcoming streamingtjeneste. Vi taler om en gigant med økonomiske muskler, der kan få modstanderne til at ryste i bukserne i ringhjørnet.
Apple går efter at få 100 mio. betalende brugere på deres streamingtjeneste og blive den største spiller på musikstreamingmarkedet. Det er klart, at der foregår ret heftig aktivitet i den del af musikbranchen, der endnu ikke har indgået aftaler med Apple. Kampen foregår ikke kun på direktionsgange bag lukkede døre. Den foregår også på nettet, via leaks, strategisk placerede nyheder… og så videre. Apples nye tiltag og den efterfølgende bølgegang viser, at det ikke mindst handler om forhandlingsstyrke og muskler.

Kort analyse

Hvis det viser sig, at kunstnere og sangskrivere ikke får en krone for musikken i de tre måneders prøvetid, er der god grund til at kigge på følgende:

  • Hvor mange indie-selskaber og kunstnere vil indgå aftale med Apple her inden lanceringen 30. juni, og vil aftalen indeholde det omtalte – ingen penge de første tre måneder?
  • Apple Musics lancering kommer kort tid efter Tidal og hele den ophedede debat om freemium (gratis) kontra premium (betaling). Muligvis vil Apple bruge sommeren på at få eksklusive aftaler med en række store kunstnere for at trække kunder til. Men samtidig tilbyder man altså indie-selskaberne en aftale, hvor de og deres kunstnere ikke får penge de første tre måneder.
  • Hvis Apple Music får succes med at flytte brugerne fra download på iTunes til deres nye streamingtjeneste, vil det sætte fart i kannibaliseringen. Det vil sige, at brugerne i endnu højere grad end nu vil droppe download og i stedet bruge streaming. Dermed forsvinder downloadindtægten fra iTunes til kunstnerne, som så skal forlade sig på streamingindtægten. Men hvis den er nul de første tre måneder, står kunstnerne med en vis legemsdel bar. (Her taler vi dog primært om andre markeder end de nordiske, hvor streaming som bekendt allerede har fortrængt download betragteligt.).
  • Logikken vil også være til stede, hvis brugerne flytter sig fra for eksempel Spotify over til Apple Music. Så vil den beskedne sum, man som kunstner kan hente fra Spotify, ændre sig til ingenting. I hvert fald i de tre måneders prøvetid.

Værdi på 4,4 mia. dollars

Music Business Worldwide har fået musikindustri-eksperter til at se på, hvad Apple Musics tre måneders gratis prøveperiode er værd. Det måles i Customer Acquisition Cost. Svaret lyder på 4,4 mia. dollars. Det vil sige det beløb, pladeselskaberne indirekte donerer til Apple i de tre måneders prøvetid ved IKKE at modtage betaling i de tre måneder.

Musikeren.dk følger op på emnet.
LÆS OGSÅ: Så kom Apple Music
LÆS MERE:
Music Business Worldwide
Music Business Worldwide
Digital Music News
A2IM, American Association of Independent Music
Canadian Independent Music Association

From: Nyheder fra MUSIKEREN