Hun er helt sin egen. Med sin lyse let vibrerede stemme, der svinger sig ubesværet i et ekstremt udviklet melodisprog og en harmonisk udvidet feeling, der strømmer helt let og frit i fleksible takter, har hun skabt et bagkatalog af klassikere, som fortsat inspirerer musikeren verden over.
Konstant i udvikling
Joni Mitchell er en kunstner og rollemodel inden for singer/songwriting, man ikke kan komme uden om. Gennem fire årtier har hun udviklet sin musik fra den spinkle lyd i start-70’ernes folk-singer/song-sangene over de jazzede og mere eksperimenterende midt-slut-70’ere og til en fusions- og rocket lyd i 80’erne, for at vende tilbage igen til de tidlige sange i nye symfoniske versioner i 00’erne. Lige meget hvilken tid man har mødt hende i, er der altid en vej videre ind i hendes musikalske univers, som man kan lade sig inspirere af. Om ikke andet, så fordi hun har holdt fast i sin helt egen fortolkning af, hvad musik er og kan.
Kompleks enkelthed
Når man først har bevæget sig ind i hendes musikalske univers, opdager man, at der er meget mere i både tekst, melodi og akkorder end hendes sange umiddelbart lyder af. De er enkle i al deres kompleksitet. Hendes stemme glider ubesværet ud i alle afkroge over fire oktaver, og hendes melodier lyder legende lette, når hun springer rundt mellem tonarter, mens hun eksperimenterer med forskellige stemninger af guitaren. Der er ikke noget påtaget i det. Hun har blot forstået at finde sit eget frie musikalske univers og en poetisk lyrik, der ikke ligner nogen anden.
Store medmusikere
Joni Mitchell er en ener, og hun tiltrak en masse af de mest anerkendte musikere i 70’ernes eksperimenterende musikmiljø. I hendes jazz- og fusionsperiode samlede hun tidens største musikere omkring sig – så som Jaco Pastorius (bas), Wayne Shorter (sopransax), Peter Erskine (trommer), Don Alias (congas), Emile Richards (percussion) og Herbie Hancock (el-piano), Pat Metheny (el-guitar), Lyle Mays (keyboard), Michael Brecker (saxofon). På de tidligere albums havde hun bl.a. James Taylor, Graham Nash og David Crosby med som korsangere!
Inspirationskilde
Hendes musik er fortsat en inspirationskilde hos rigtig mange musikere over hele verden. Danske Tina Dickow siger bl.a. til Gaffa: ”Der var ingen som hende! Det, hun gjorde, var så personligt, så legende nysgerrigt og specielt. Kringlet og knivskarpt på samme tid.”
Kristian Leth siger til samme blad: ”På trods af, at hun per definition er singer/songwriter, har hun eksperimenteret med alle mulige former og genrer. Det er en ting. Men den vigtigste inspiration er den måde, hvorpå hun er poetisk i teksterne. Det har altid en tyngde, selvom det er sangbart og lyrisk. Hun er en meget modig sangskriver, der altid kaster sig ud i nye billeder, toner og tanker i det hun laver.”
Også Agnes Obel har lyttet til hendes tidlige album Blue: ”Der er en utrolig musikalitet i hendes måde at synge på, hvor hun går op og ned på en meget virtuos måde. Det er meget instrument-agtigt, den måde hun synger på, og det har jeg altid syntes var vildt fedt. Og så er der altid et element af humor, et glimt i øjet i hendes musik.”
Rufus Wainwright siger til The Independent: “She is a legend, and as with all legendary treasures – books, paintings, performers and so on – one is willingly transformed and brought to a better place when placed in their creative path.”
Og James Blake supplerer: ”Joni’s music always reminds me that melody is flexible, and that if you want to reinvent yourself as she continually has, you should command it to bend and ebb and flow, and treat it as king. She is a great remedy to melodic block.”
Udover hendes musik, er hun også billedkunstner. Både musikken og kunsten fortæller historien om en utrolig kvinde, der har turde tro på sit eget talent og musikalske sprog. Og som taler lige ind i hjertekulen på en fælles fortælling gennem 40 år.
MUSIKEREN anbefaler:
Blue (1971)
For the Roses (1972)
Hejira (1976)
Mingus (1979)
Shadows and Light (live, 1980)
Dog Eat Dog (1985)
Both Sides Now (2000)
Travelogue (2002)
From: Nyheder fra MUSIKEREN