Suspekt er topnomineret i et stærkt nomineringsfelt, som også tæller Lukas Graham og forrige års storvinder Marie Key, der begge modtager nomineringer i fem kategorier.
Lige ud over Lukas Graham er det kunstnere med en forkærlighed for det danske sprog, der modtager flest nomineringer ved årets DMA. Både Albertslund-drengene fra Suspekt og Marie Key gør sig på modersmålet, men også dansksprogede artister som Lars H.U.G., Cisilia og Ulige Numre markerer sig stærkt med fire nomineringer hver. Samtidig er finurlige ordjonglører som Djämes Braun, Emil Stabil og Kesi alle nomineret i flere kategorier.
Beslutningstagere og andre kategorier
I de fleste kategorier finder DMA-Akademiet ved afstemning frem til både nominerede og vindere. DMA-Akademiet består af 28 personer fra den danske musikbranche og tæller både prominente musikere og sangskrivere, repræsentanter fra de danske musikselskaber, producere, managere og bookingagenter fra livebranchen.
Årets Publikumspris er derimod i hænderne på fans og seere, der bestemmer, hvem der skal vinde. De nominerede til Publikumsprisen er i år Joey Moe, Lukas Graham, Marie Key, Djämes Braun og Stine Bramsen.
Ud over at kåre vinderne blandt de offentliggjorte nomineringer vil den pompøse musikaften i november også byde på overrækkelsen af DMA’s Ærespris. En pris, der uddeles til en kunstner, som har sat et særligt og markant aftryk på dansk musik gennem en årrække. Senest modtog D-A-D Æresprisen.
LÆS OGSÅ: Ærespris til D-A-D
OM DMA 2015
Danish Music Awards 2015 afholdes i samarbejde mellem TV 2, IFPI og Koda i Forum i København lørdag den 7. november.
LÆS MERE: www.facebook.com/dma.tv2
From: Nyheder fra MUSIKEREN
