Folkeskolereformen og samarbejdet mellem musikskoler og folkeskoler har sat fornyet gang i diskussionen om behovet for en ny type musikpædagogisk uddannelse, der mikser elementer fra konservatoriet og læreruddannelsen. Nu har man i Aarhus taget et skridt i den retning.
Helt konkret har syv studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium samt 12 lærerstuderende og to pædagogstuderende fra VIA University College i Aarhus i to uger været ude at undervise børn sammen. Dels på en folkeskole og dels i en daginstitution. Rammen for projektet er et fælles undervisningsmodul i musikpædagogik.
Næste skridt er masteruddannelse
Det nye samarbejde med den fælles undervisning ude blandt børnene står ikke alene i partnerskabet mellem VIA og Det Jyske Musikkonservatorium. De to institutioner har ansøgt om at få godkendt en masteruddannelse i musikpædagogik målrettet musiklærere i folkeskoler, musikskoler, gymnasier, højskoler med videre. Ansøgningen ligger lige nu hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Brug for tværfaglig kunnen
De to uddannelsesinstitutioner håber, at det nye samarbejde kan gøre det nemmere for de studerende, når de skal ud og søge job. Folkeskolereformen betyder, at der er et øget behov for musikundervisere med brede musikfaglige og pædagogiske kompetencer. Samt ikke mindst evnen til at arbejde sammen med andre undervisere i klasselokalet.
”Det er super glædeligt, at vi har fået dette unikke partnerskab op at stå. Det er en gammel drøm og et samarbejde mellem professioner, der i stigende grad er brug for i Danmark,” siger Astrid Elbek, udviklingsleder på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, i en pressemeddelelse om det nye initiativ.
”Der er forholdsvis få ildsjæle, der arbejder med musikundervisning i dag. Så dem, vi uddanner, skal kunne samarbejde på kryds og tværs. Som konservatorium skal vi tage ansvar og skabe et praksisfælleskab med lærere og pædagoger allerede under uddannelsen,” siger Astrid Elbek.
Elsebeth Jensen, uddannelseschef for VIAs læreruddannelse, mener, at partnerskabet er et eksempel på, hvordan videregående uddannelser kan leve op til regeringens mål om at skabe et mere fleksibelt uddannelsessystem i Danmark, hvor studerende har mulighed for at uddanne sig på tværs af institutioner.
”Vi har lavet en bred aftale, der både handler om fælles undervisningsforløb, udveksling af studerende og undervisere samt muligheden for at udbyde en fælles masteruddannelse,” siger Elsebeth Jensen.
LÆS MERE: www.via.dk og www.musikkons.dk
From: Nyheder fra MUSIKEREN
