Jazz- og folkstjerner møder de unge

De er stjerner inden for deres genrer og har vundet Danish Music Award-statuetter. I Spil Dansk Ugen spiller de for en målgruppe, der normalt ikke lytter med. Nemlig de unge.
Spil Dansk præsenterer for tredje år i træk projektet ”DMA-vindere på tour” i samarbejde med JazzDanmark, World Music Denmark og ROSA-Folk. Idéen er at promovere en række DMA-vindere inden for genrerne jazz, folk og world for et ungt publikum på bl.a. gymnasier og efterskoler. De er på landevejen i Spil Dansk Ugen 31. oktober – 6. november, giver intime solo/duo-koncerter og fortæller om deres musikerliv

De bedste musiker i øjenhøjde

Flere af de prisbelønnede har fuld gang i en international karriere, men de er ikke nødvendigvis velkendte i den brede offentlighed.

”Med DMA-vindere på tour sender vi nogle af de bedste danske musikere rundt i landet, så de kan møde unge mennesker i øjenhøjde. Det sker i et koncertformat, der er lidt mere interaktivt end normalt. Det er en blanding af en koncert og kunstnerens fortælling om at være professionel musiker. Vi håber, at vi med projektet kan være med til at prikke til publikums interesse for musikken. Og at vi kan give dem en forståelse for, hvad det vil sige, når en musiker fordyber og dygtiggør sig, så vedkommende måske endda kan leve af at spille musik,” siger Lars Winther fra JazzDanmark – en af organisationerne bag projektet.

Toneangivende navne

Blandt de medvirkende og toneangivende jazz-navne er guitarist Jakob Bro, saxofonist Lars Greve, den svenske vokalist og komponist Qarin Wikström og trommeslager Stefan Pasborg. Blandt de medvirkende world-musikere er multiinstrumentalist Orhan Özgür Turan og den musikalske opdagelsesrejsende Rune Thorsteinsson. Inden for folk-genren kan unge på landets gymnasier bl.a. møde violinist og sanger Ditte Fromseier og Martin Seeberg.
LÆS MERE: www.spildansk.dk


Fakta om Spil Dansk Ugen

Spil Dansk Ugen er årets store fest for dansk musik og musiklivet. Der er arrangementer 31. oktober – 6. november. Selve Spil Dansk Dagen fejres torsdag 3. november. Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.

From: Nyheder fra MUSIKEREN