Orgelkongen har spillet sin sidste tone

Erling Axel Olsen med det senere kunstnernavn Ole Erling startede sit arbejdsliv som elektriker, men på en arbejdsopgave med at skifte lamper i den store musikforretning Hammondhuset på Strøget blev han bjertaget af Hammondorglets imponerende lyd.

Der var kun råd til et billigt Hohner-orgel

Historien vil vide at Erling ikke havde råd til det dyre orgel fra Hammond, men i stedet købte et brugt Hohner-orgel af et italiensk festband, som havde brug for hurtige penge til en billet hjem.
Herefter gik det slag i slag med at få lært sig at spille på orglet og Erling fik i kraft af en mængde spillejobs til fester og selskaber oparbejdet både rutine og repertoire, så han snart kunne ernære sig professionelt som musiker. I 1963 kunne Ole Erling således melde sig ind Dansk Musiker Forbund og nåede dermed næsten at være medlem i 53 år.

Ejer af det monstrøse Hammond X-66

Selvom Ole Erling blev kendt som Hammond-kongen prægede også mange andre orgler hans instrumentpark gennem årene. Og det Hammond, han havde i sin besiddelse var ikke det af jazz-, blues- og rockmusikere foretrukne B3, men i stedet det ekstravagante Hammond X-66 med en tilhørende Leslie 760 forstærker med roterende højttalere. Ole Erling var en af de få ejere af dette store instrument og er sidste år registreret i orgelklubben www.hammondx66.com blandt kun 152 X66-ejere på verdensplan. Alene vægten af det kostbare teaterorgel er 260 kg.

Hammond-navnet hang ved

Af andre orgler spillede Ole Erling blandt andet på Baldwin, Lowrey og Wersi, men det var Hammond-navnet, der hang fast og som han også cementerede med udgivelser som Hammond Party, Hammond Pops vol. 1-5, Hammond Jul, Golden Hammond, Mr. Hammond, Hammond Evergreens osv. I det hele taget var Ole Erling ganske aktiv med eget pladeselskab, hvor han udgav sin fest- og hyggemusik på grammofonplader, kassettebånd og spolebånd.

Kultstatus sammen med Povl Kjøller

Ole Erling opnåede kultstatus i 90’erne, hvor han efter nogle mindre interessante 80’ere for orgelmusikken, nu blev hyldet side om side med andre af 70’ernes ikoner som Povl Kjøller. Den yngre generation af publikummer dyrkede ”Hammondkongen” Ole Erling som kitsch og jublede foran scenerne på Langelandsfestival i fem år i træk ligesom han også fandt vej til forskellige mere ungdommelige tv-programmer.

Spillede stadig

Ole Erling optrådte stadig i sine sidste år og var blandt andet fast indslag ved firmafester ligesom han også fortsat udgav cd’er. Ole Erling døde i sit hjem i Smørum den 20. februar 2016, oplyser Ritzau. Han efterlader sig sin hustru Lise, som han har kendt i 61 år, samt tre børn og et barnebarn.
Kilder:

  • Wikipedia
  • MUSIKEREN sept. 2010
  • Orgelklubben for Hammond X66
  • TheatreOrgans.com

From: Nyheder fra MUSIKEREN