Til maj rykker det københavnske spillested Jazzhouse til Tokyo i ti dage for at præsentere dansk musik og kultur på japansk grund. Senere på året bliver Jazzhouse på samme måde overtaget af et spillested fra Tokyo.
Det kommende venue-swap betyder, at der er brug for danske musikere til at optræde i Tokyo. Alle artister, solister, bands og ensembler, der arbejder med jazz, improvisation, radikalmusik, moderne komposition, avantgarde, lydkunst mm.
JazzDanmark, der igangsat projektet, har allerede etableret et stærkt netværk i Tokyo med spillesteder, festivaler, nøglepersoner og medier, der alle er en del af projektet. En koncert på den japanske division af Jazzhouse vil derfor give eksponering for danske musikere på det japanske marked.
Deltagere honoreres og får dækket rejse samt overnatninger.
Arrangørerne oplyser desuden, at man skal:
- have ambitioner på det japanske marked og bruge anledningen til selv at udvikle en international karriere
- sætte minimum tre yderligere koncerter op på japansk og/eller østasiatisk grund
- være eksportklar med international erfaring og et set-up, der kan understøtte en international karriere (fx pressemateriale og udgivelser)
- være åben for at samarbejde med japanske kunstnere
- være til rådighed i sidste halvdel af maj 2017
Ansøg senest den 1. marts 2016 her
Om projektet
”Venue swap” er igangsat af JazzDanmark og udføres i samarbejde med Jazzhouse, SNYK og Slots- og Kulturstyrelsen. I forbindelse med projektet vil der også blive afholdt en række events i Danmark og Japan sammen med blandt andre Copenhagen Jazz Festival og Tokyo Jazz. Yderligere partnere i projektet er Statens Kunstfond, Projektstøtteudvalget for Musik samt Danmarks Ambassade i Tokyo.
Jazzhouse, JazzDanmark og SNYK har nedsat et bredt udvalg i Japan bestående af ni personer, der alle har stor viden om musik og det japanske marked. Udvalget vil lytte ansøgernes musik igennem og sammen indstille, hvilke artister der bliver en del af projektet.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
