På videncenterforsang.dk kan alle nysgerrige gå på opdagelse i forskningen i sang, få overblik over bøger og artikler om det at arbejde med sang, få svar på sangrelaterede spørgsmål og læse med på sangbloggen.
Videncenter for Sang blev lanceret med udgivelsen Hjertesprog, som indeholder en række forskellige tværfaglige studier af sang. Antologien byder på artikler om sang i kultur og historie, sangens læringspotentialer og om de mange gavnlige effekter af at synge – mentalt og fysisk.
Det er Sangens Hus, nationalt samarbejdsforum for sang, der står bag Videncenter for Sang. Projektleder i Sangens Hus, Peter Frost, siger i en pressemeddelelse:
”Sang er kultur, nogle gange endda kunst. Sang inspirerer til fællesskab og inklusion og skaber energi og glæder. Og så kan det at synge hjælpe på indlæringen – både af nye sprog og anden viden. Der er med andre ord mange gode grunde til at hylde og støtte sangen. Med åbningen af Videncenter for Sang og udgivelsen af Hjertesprog har vi rundet vigtige milepæle i formidlingen af sangens mangefacetterede potentialer.”
LÆS OGSÅ: Danmark får 100 sangbørnehaver
Vi har brug for sang
Sangens Hus blev oprettet i 2013 på bevilling fra Kulturministeriet. Lanceringen af Videncenter for Sang opfylder et af Kulturministeriets oprindelige opdrag til projekt Sangens Hus.
Siden dets oprettelse har Sangens Hus formidlet og styrket sangens potentialer i Danmark. Blandt indsatsområderne er en styrkelse af vilkårene for elitesang i Danmark, oprettelsen af sangbørnehaver og inddragelsen af sang som effektivt læringsredskab til brug for nydanskere, der skal tilegne sig det ellers svært tilgængelige danske sprog.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
