Festivalen tyvstarter fredag 10. juni med en koncert med Steve Reichs (USA) legendariske Music for 18 musicians, der bliver opført af danske Ekkozone i Tivoli.
Selve åbningskoncerten finder sted dagen efter, lørdag 11. juni, hvor publikum kan opleve en speciel koncert med musik, jetmotorer, sækkepiber og pølser efterfulgt af en koncert med Athelas Sinfonietta Copenhagen. Bag værket Pulsing Pipes for tre pulsejet-motorer og sækkepiber står komponist og instrumentbygger Lars Kynde (DK) og kunstnerkollektivet Illutron (DK). Værket kan opleves i Fælledparken i København i området mellem Rigshospitalet og Frimurerlogen.
På samme måde som det starter, afsluttes KLANG 2016 med en koncert, hvor blandt andet en af Danmarks mest anerkendte komponister Pelle Gudmundsen-Holmgreen fejres med den danske førsteopførelse af hans strygekvartetter nr. 12, 13 og 14, der tilsammen danner værket All In One: De tre unikke strygekvartetter Mivos Quartet (USA), Alba String Quartet (DK) og Nordic String Quartet (DK) giver desuden hver deres bud på nye og lidt ældre dansk strygekvartetmusik.
Det er ottende år, at Klang finder sted. Festivalen er Danmarks største, internationale festival for samtidsmusik og avantgarde. Ud over 20 koncerter i de otte festivaldage, byder festivalen også på workshops og en række talks. Blandt kan børn i samarbejde med to danske lydkunstnere indtager kælderen under Den Fri Udstillingsbygning og skaber et rumligt landskab, der munder ud i en performance søndag eftermiddag.
Se hele programmet på klang.dk.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
