Teitur, Anne Linnet, Lars Lilholt, Sys Bjerre og Steffen Brandt er rykket ind i den danske folkekirke med udgivelsen af Kirkesangbogen, der udkom i fredags. Med et bredt repertoire af salmer og sange af moderne musikere skal bogen imødekomme kirke- og kulturlivet i det 21. århundrede.
Biskop Peter Skov-Jakobsen, initiativtager til Kirkesangbogen, siger:
Kirkesangbogen er et nyt trin ind i virkeligheden. Her mødes salmer og sange. Her mødes nyt og gammelt, digtet og gendigtet, kendt og ukendt. Jeg glæder mig til rejsen ind i dette nye land, hvor noget vil passe mig – andet udfordre mig. Jeg synes hele tiden, øjnene falder ned over tekster, der taler og nynner, og jeg hører melodier, der ikke vil lade mig være i fred.
Interesse for kristne værdier
Den første salme i Kirkesangbogen har nummer 792, idet Kirkesangbogen skal fungere som en forlængelse af Den Danske Salmebog. Ambitionen med bogen er at fremme sangglæden og forny, styrke og videreføre den danske fællessangstradition. Kirkesangbogen skal også opfylde behovet for et større og bredere repertoire i de danske kirker.
Generelt for Kirkesangbogen, der rummer både ældre, nyere og helt nyskrevne sange, er, at der er tale om eksistentielt afsøgende sange med en bredere kristen livsbetydning. Det man tidligere kaldte ”åndelige sange”. Mange af sangene bruges allerede i kirker rundt om i landet, men hele 75 af bogens 229 sange og salmer er helt nyskrevne til Kirkesangbogen.
Formand for redaktionsgruppen, sognepræst Rasmus Nøjgaard, fortæller om bogen:
Vi kunne ikke have skabt denne bog for ti år siden. Vi oplever lige nu en stor talentmasse inden for både salmedigtere og -komponister med en åbenhed over for kristendommen og dens åndelige værdier.
Alsidigt repertoire
Kirkesangsbogens repertoire byder blandt andet på samler og sange skrevet af kunstnere som Jonas H. Petersen fra Hymns from Nineveh, Dy Plambeck, Jonas Breum, Matti Borg og Mirian Due, ligesom ældre poesi af navne som Tove Ditlevsen, Ole Sarvig og Jørgen Gustav Brandt også er valgt ud.
Visionen er, at Kirkesangbogen både skal bruges til gudstjeneste og andre kirkelige handlinger henover ugen og til arrangementer i sognegården, på skoler og i hjemmet.
FAKTA
Baggrund I 2012/2013 arbejdede to forskellige grupper med nye salmeprojekter. Dels forberedte Københavns Stiftsudvalg for ”Gudstjeneste og kirkemusik” en udgivelse af nye salmer efter at have dokumenteret en meget stor efterspørgsel, dels havde lektor Henrik Marstal og professor Inge Marstal formuleret en vision om ”Nye salmer og åndelige sange”. På foranledning af biskop Peter SkovJakobsen blev de to grupper slået sammen, og en redaktionsgruppe blev på den baggrund nedsat med sognepræst Rasmus Nøjgaard som formand.
Efter tilsagn om udgivelse på Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag udarbejdede redaktion og forlag et kommissorium omfattende både et stort afsøgende arbejde inden for eksisterende materiale og udvikling af nyt materiale inden for både salmen og den åndelige sang.
Redaktionsgruppen
- Rasmus Nøjgaard (formand) sognepræst, Phd. og lektor ved FUV
- Inge Marstal (næstformand) professor Emeritus på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
- Helene Dam, sognepræst, retoriker, sanguddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
- Henrik Marstal, ph.d. og lektor ved Rytmisk Musikkonservatorium, musiker
Redaktionsgruppen har været igennem flere end 10.000 salmer og sange, og kun 229 er sluppet gennem nåleøjet. 40 sogne rundt om i landet har desuden medvirket i udvælgelsesprocessen ved at teste store dele af repertoiret og dermed sikre funktionalitet og anvendelighed.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
