Spil Dansk Dagen, som opstod i 2001 på initiativ fra KODA, bliver nu overtaget af en hel Spil Dansk forening. Som ejerkreds for Spil Dansk-foreningen vil Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Danske Populær Autorer, Dansk Musikforlæggerforening og Koda sørge for at vi også i fremtiden får en Spil Dansk dag – og i år afstedkommer dagen i år en hel uge med fokus på dansk musik.
Konkurrence for skoleklasser
I samarbejde med P4 arrangerer Spil Dansk i år en tekstskrivningskonkurrence for landets skoleklasser i forbindelse med Spil Dansk Dagen. Klasserne skal i fællesskab skrive en sangtekst til en ny melodi af Søren Råsted fra Aqua.
Detaljerne for deltagelse offentliggør Spil Dansk omkring skolestart, men arrangørerne skriver i en pressemeddelelse, at deadline for modtagelse af klassens bud på en tekst bliver i slutningen af september. Konkurrencen arrangeres i anledning af 200-året for den danske folkeskole, og projektet følges nøje af P4. Vinderne og den færdige sang offentliggøres 30. oktober 2014.
Kommunepakker tilbydes
Spil Dansk tilbyder i år kommunepakker af forskellig størrelse som blandt andet indeholder koncerter, workshops, artist talks, talentforløb, konference, musikdebatter, hjælp til pressearbejdet og konsulenthjælp til udvikling af kommunernes lokale deltagelse.
Reducerede priser
Pakkerne tilbydes til reducerede priser, da en lang række musikbranche-organisationer støtter med en masse arrangementer i kommuner landet over, skriver Spil Dansk i en pressemeddelelse.
LÆS MERE: Det nye Spil Dansk
LÆS MERE: Overblik over kommunepakkerne
From: Nyheder fra MUSIKEREN
