Musikken er med på Mors

Harald Haugaard Ensemble sørgede for musikken, da Kulturmødet Mors åbnede torsdag 20. august. En særdeles passende kunstner til flere af de temaer, landets nye kulturminister samt en række kulturpolitiske ordførere slog an ved åbningen og åbningsdebatten.
For Harald Haugaard indeholder det hele: Han er en enestående instrumentalist og komponist, der om nogen billedliggør idealet om, at store talenter skal folde sig ud. Han er en rollemodel og en vigtig læremester i det levende musikmiljø herhjemme inden for sit felt, folkemusikken. Og han turnerer sammen med sangerinden Helene Blum og orkester verden rundt og har i årevis været det gode eksempel på, at dansk musik er en eksportvare af høj kvalitet.

Ministeren melder ud

Ved kulturmødets kulturpolitisk åbningsdebat samlede interessen sig ikke mindst om, hvad kulturminister Bertel Haarder ville sige. Kulturmødet blev en slags ilddåb, hvor den garvede politiker nu var på podiet som kulturminister. Med i panelet var blandt andre tidligere kulturminister Marianne Jelved fra De Radikale, Mette Bock fra Liberal Alliance og Mogens Jensen fra Socialdemokraterne. Med Clement Kjersgaard som piskesvinger og styrmand, sammen med Stéphanie Surrugue, var der dømt underholdning på epo. Tempoet var højt, publikum elskede det, og der var fuldt hus og lange køer udenfor.

Haarder: For få vil være rigtig gode

Kulturministeren slog i sin åbningstale fast, at dansk kultur kan noget, og at vi skal være stolte over det, vi som nordisk land kan tilbyde – også uden for vores egne grænser. ”Dansk film, design, musik og så videre er i stigende grad noget, vi skal leve af. Det er jo meget rart at tænke på,” sagde Bertel Haarder.
Musikken kom hurtigt ind i talestrømmen fra politikerne, der fokuserede på talentudvikling.
Bertel Haarder: ”Nogle er bedre end andre. Talenterne er afgørende, og de skal plejes. Der er en tendens til, at for få vil være rigtig gode. Derfor har vi eksempelvis for få danske musikere i symfoniorkestrene. Hvordan får vi mere ambition ind i kulturpolitikken? Det handler om talentudvikling.”
Marianne Jelved mente, at der sker meget på området: ”Der er rigtig mange kommuner, der via kommuneaftalerne vil gøre noget for talenterne. Holstebro, Næstved og andre steder, hvor man satser på talentlinjer og profilskoler. Talenter er rollemodeller og smitter af på bredden.”
Mette Bock (LA) var ikke i gavehumør: ”Talentudvikling er ikke nødvendigvis noget, der kræver penge. Det handler om hårdt arbejde.”

Hvad med musikhandlingsplanen?

MUSIKEREN spurgte fra salen, hvorvidt den nye kulturminister så ville gøre noget for talentudviklingen, da den nye musikhandlingsplan, som var den forhenværende kulturminister Marianne Jelveds værk, havde omdefineret en tidligere talentudviklingspulje på 23,2 mio. kr. (over fire år) til en ny pulje med sigte på udvikling af nye læringsmiljøer?
Bertel Harder svarede under henvisning til sin nylige tiltrædelse, at han var nødt til at sætte sig mere konkret ind i, sagen, inden han kunne svare konkret. (MUSIKEREN vender i øvrigt senere tilbage med interview med ministeren).
Marianne Jelved pointerede, at musikskolernes talentudvikling pågår hele tiden, også selvom denne pulje var ophørt, og at de nye læringsmiljøer er nødvendige for en bred tilgang af elever til musikskolerne og for hele det nye samarbejde mellem musikskoler og folkeskoler.

Lillesøsteren på Mors

Kulturmødet Mors er 48 timers med kulturdebat, netværk, koncerter, forestillinger og meget andet. Kulturmødet kører nu for tredje år, og er, som Bertel Haarder kalder det, lillesøsteren til Folkemødet på Bornholm. 10.000 gæster regner man med i år, og det betyder, at Nykøbing Mors’ indbyggertal bliver fordoblet i de tre dage, Kulturmødet finder sted.
Antallet af kulturpinger, politikere, mediefolk, organisationsrepræsentanter, kommunikationschefer, kulturentreprenører og kunstnere er imponerende. Kulturmødet er for folket, vist så, men det er tydeligvis også en af de vigtige fætter-kusine-fester og netværksmødesteder for Kultur-Danmark.

Crowdfunding og fondsmidler til debat

Torsdag aften var der samtale og diskussion om finansiering af kulturen via fonde og crowdfunding. En af paneldeltagerne var Søren Bojer Nielsen, direktør i Det Obelske Familiefond og tidligere musikschef for Sjællands Symfoniorkester og formand for Kunstrådets Musikudvalg. Han pointerede, at den offentlige kunststøtte i mange år har været underlagt et ”puljetyranni”, der tvinger mange kulturinstitutioner til konstant at springe fra tue til tue. De private fonde er med til sikre ikke blot enkeltprojekter, men reelt også driften. Når Det Obelske Familiefond for eksempel giver støtte til Tivoli-Garden over en periode nu på seks år, så er det i en eller anden forstand også en støtte til driften.
Michael Eis, der står bag crowdfundingtjenesten boomerang.dk, fortalte om tjenestens succes med projekter. Han kaldte crowdfunding for en demokratisering af pengene til for eksempel kunst og kultur. Med crowdfunding er det markedet, der bestemmer. Han understregede, at for at et projekt skal lykkes, skal man videre end de tre F’er: Friends, Families and Fools. Den efterfølgende debat handlede blandt andet om, hvorvidt crowfunding medvirker til at ensrette kunstneriske projekter hen mod mainstream, eller om det tværtimod kan sikre en økonomi hos nichekunstnerne.

Masser af koncerter

Udover Harald Haugaard Ensemble er der i musikprogrammet på Mors blandt andre Michael K & Klondyke, Organic 3 med sangerinden Margrete Grarup og guitaristen Uffe Steen, Rock Nalle & His Crazy Ivans, Helen Davis, Bjonko, Sys Bjerre, Phønix i samarbejde med den kinesiske musiker Sangka, Emma Acs, The Tangofied Ensemble, Michael Boiesen, Den Danske Strygekvartet, Ejnar Kanding og Ensemble MidtVest.

From: Nyheder fra MUSIKEREN