Frederiksberg byret har afsagt en blokeringsdom mod 20 pirat-sites, som RettighedsAlliancen havde anmeldt. I foråret meldte RettighedsAlliancen PopcornTime til politiet, og den 18. august blev to mænd anholdt i forbindelse med sagen. I samme ombæring som anholdelsen af de to gerningsmænd, har politiet også blokeret for adgang til Popcorntime.dk og Popcorn-Time.dk
”Blokeringen af siden ser vi som et stort skridt i dansk politis håndtering af kriminalitet på internettet, som Popcorntime.dk og Popcorn-Time.dk, der har været med til at formidle og distribuere viden om brugen af en ulovlig tjeneste,” skriver Rettighedsalliancen på deres hjemmeside.
Særligt grove krænkelser
”Det er vigtigt, at man bliver oplyst om, at man er i færd med tilgå sider med indhold af ulovlig karakter, og det er netop denne oplysning brugere mødes af når de tilgår siden,” skriver RettighedsAlliancen. På siden kan man nu læse, at personerne bag PopcornTime.dk er mistænkt for at bryde ophavsretsloven, samt mistænkt for at bryde straffelovens § 299b, der dækker over ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter.
LÆS OGSÅ: Nye pirater i farvandet
Brugerne bliver del af et piratnetværk
RettighedsAlliancen forklarer, at PopcornTime er en decentral tjeneste, et program som man kan hente ned på sin computer, og som derefter henter indholdet fra bit-torrentnetværket. Den teknik gør, at indholdet ikke ligger samlet et sted på en server, men ligger spredt ud, ude hos brugerne. Det betyder, at man som PopcornTime-bruger er en aktiv del af et piratnetværk, fordi man både har indhold liggende på sin computer og er med til at dele indholdet videre med andre. Det er ikke noget man lige opdager når man bruger tjenesten, for den ligner andre lovlige tjenester som Netflix, hvor den eneste forskel er, at den er gratis og har film som man ikke kan få på de lovlige tjenester.
Danske formidlingstjenester har tjent omfattende beløb
De danske tjenester, som er blevet beslaglagt, er også en del af piratnetværket. De har aktivt og målrettet hjulpet danskere til at opdage, finde og bruge popcorntime tjenesten, og selv tjent et omfattende beløb fra annoncer på hjemmesiden, oplyser Rettighedsalliancen. Annonceindtægter løber hurtigt op i noget, man kan leve godt af, hvis der er mange mennesker der kigger ind på ens hjemmeside. Og de to tjenester har haft mange besøg af danskere, der skulle vejledes i at bruge tjenesten, og i hvordan man kan gøre sig anonym, så man ikke bliver opdaget i at bruge den ulovlige tjeneste.
RettighedsAlliancen er en sammenslutning af film-, musik-, tekst- og designbranchen og repræsenterer mere end 85.000 danske rettighedshavere. Sammenslutningen arbejder for en bæredygtig forretning for professionelle kulturbærere, og for at sikre et varieret kunst- og kulturliv nu og i fremtiden. Dansk Musiker Forbund er med i RettighedsAlliancen.
Kilder:
- RettighedsAlliancen
- Rettens kendelse
From: Nyheder fra MUSIKEREN
