Masterclass med hit-producere

Producerne Che Pope, Cutfather, Robin Jenssen, Pelle Lidell og Pitchshifters deler ud af deres erfaringer om sangskrivning og producer-rollen, når de fredag d. 1. maj holder masterclass på SPOT Festival. Deltagerne får her rig mulighed for at komme helt ind i maskinrummet og se hvordan nogle af verdens bedste producere arbejder herhjemme og i USA.
LÆS OGSÅ: Mød DMF på SPOT Festival

Erfaringen skal videre

”Danske producere står stærkt i disse år. Vi skriver til artister i L.A., London, Tokyo, Seoul og er med til at skabe globale hits. Derfor skal vi også være med til at hjælpe det næste lag af unge talentfulde sangskrivere og producere frem – og dele vores erfaringer og netværk,” fortæller Cutfather, der har over 20 års erfaring i den internationale musikbranche.
Han vil sammen med sangskriverne og producerne Peter Wallevik og Daniel Davidsen tage deltagerne med i en proces, hvor hittet ‘Up’ bliver breaket ned i de enkelte elementer. Han vil også dele sine mange års erfaringer som dansk sangskriver i USA og give konkrete råd om netværk i den benhårde amerikanske (og danske) musikbranche.

Opbyg et hit og få succes

Det danske producerteam Pitchshifters har domineret hitlisterne i 2014 med produktioner for bl.a. Medina, Kidd og mange flere. De vil skille deres Medina-nummer ‘Giv Slip’ ad og bygger det op foran publikum.Che Pope vil fortælle om, hvordan det er at samarbejde med verdensstjerner som John Legend, Jay-Z, Lauryn Hill, Eminem, 50 Cent og Mary J. Blige.
Norske Robin Jenssen er publisher i L.A. og Seoul og vil fortælle om samarbejdet mellem sangskriveren og publisheren på internationalt niveau, og om hvad der skal til for at få succes på de forskellige markeder i verden, USA, Asien og Europa. Pelle Lidell er europæisk A&R executive for Universal Music Publishing og ejer af Firmapal AB. Han har skrevet hits til blandt andre American Idol, Kid Cudi, Kelly Clarkson etc. og vil fortælle om sit arbejde med det.


Om Masterclass

Masterclass’en er arrangeret af DPA, Aarhus Calling og SPOT Festival og er en del af SPOT+ ( SPOT’s networking- og seminar-del). Den finder sted i lokale ‘DANIA’ under SPOT+, fredag den 1. maj kl. 16.00.
Projektet er støttet af DMF.


LÆS MERE: www.dpa.org og www.aarhuscalling.com


From: Nyheder fra MUSIKEREN