Det var en solvelsignet Record Store Day, da DMF i København rullede den røde løber ud og bød velkommen til et medlemsmøde om lyd med DMF’erne Søren Christensen, Louise Nipper og Anna Lidell.
Hver især er de både musikere, sangskrivere og producere og forholder sig dermed dagligt til lyd på hver sin side af ”bordet”. Dvs. både det umiddelbare forhold til hvad der lyder ægte, og producerens professionelle forhold til, hvad der er kvalitet.
Lyden skal afspejle musikken
“Lyd er helt sindssygt vigtigt, for det, vi hører, skal jo afspejle det man gerne vil formidle i sin musik,” understregede Signe Nipper.
”Der er meget psykisk forbundet med lyd, især fordi man ikke kan styre, hvilket medie folk afspiller på,” sagde hun, der af samme årsag aldrig laver sin egen musik alene, men samarbejder med nogen hun har tillid til for på den måde at få et mere objektivt fokus på lyden.
Ører udefra
Også Anna Lidell understregede det vigtige i at samarbejde med andre om lydproduktionen.
“Man skal have ører udefra, og hvis ikke man tilpasser sig lytteren, skal man inddrage lytteren, når man laver sin lyd. Det ideelle ville jo være, hvis musikken kunne tilpasse sig til det medie, det skal spilles på, for man ved jo reelt ikke, hvordan musikken lyder, hos dem der hører musikken.”
Søren Christensen fra the Blue Van er på den anden side af bordet, når han producerer lyd for andre og det kan være et dilemma.
“Jo mere man ved om lyd, jo mere glemmer man, hvad man ville have som 16 årig,” sagde han, der dengang i sin helt spæde musikerkarriere bare ville have mere distortion og mere støj.
”Der kan være en forfærdelig kamp med pladeselskabet. For eksempel da The Blue Van skulle lave sin første plade, ville vi have lyd som i 1965. Og derfor fik produceren ikke lov at ændre noget. Der skulle vi nok have givet efter,” efterresonerer Søren Christensen, der råder andre til at lytte lidt mere til produceren, end han selv og bandvennerne gjorde dengang.
Efter endt debat spillede de brødrene Hess en af deres sjældne koncerter sammen som 3xHess.
Om medlemsmøderne ”Hvorfor dit og hvorfor dat?”
DMF afholder i år medlemsmøder i København og Aarhus om musikalske emner af forskellig art. De kommende møder bliver den 20. maj i Aarhus og den 17. juni i København. Mere info følger.
LÆS OGSÅ: www.musikeren.dk/nyheder/nyhed/artikel/kom_til_record_store_day_hos_dmf_paa_loerdag
From: Nyheder fra MUSIKEREN
