Markante musikmænd fik hæderspriser

Komponistforeningen DJBFA uddeler hvert år hæderspriser til markante komponister inden for det rytmiske område. Med hver hæderspris følger ud over statuette også 25.000 kroner, og en stor fest, hvor musikere, komponister og sangskrivere fejrer prismodtagerne.

Rammer tidsånden

Shaka Loveless Grøn modtog Komponisthædersprisen 2014 – blandt andet for sin evne til at skabe sangtekster, der rammer præcist i tidsånden.
”Når sjæle brænder, kan det mærkes. Helt ud i kommaerne i de skarpe tekster og i piskesmældet fra leveringen af de pulserende melodilinjer. Han hader genrefascisme og elsker mangfoldighed. Årets hædersprismodtager mestrer at dele ud af sig selv uden at blive privat,” sagde formand for DJBFA Susi Hyldgaard til prisuddelingsfesten i sin motivation.

Alsidig prismodtager

Elith “Nulle” Nykjær Jørgensen modtog Komponisthædersprisen 2014 med en karriere indenfor dansk musikliv, der strækker sig over mere end et halvt århundrede.
”Det følsomme og eftertænksomme står ikke i vejen for nysgerrigheden og den åbne indstilling til at lege med på den værste. Hvilket sammenlagt giver ham et meget rørende udtryk. Hans lyd er umiskendelig,” lød det blandt andet fra Susi Hyldgaard i sin motivation.

Administrativ jazzblæksprutte

Lars Winther, sekretariatschef i genreorganisationen JazzDanmark, modtager komponisternes særlige hæderspris til et organisationsmenneske inden for kulturen, der har ydet en særlig indsats bag linjerne.
”Stille vand er ofte dybt. Han er tillidsvækkende. Man tror på, at man kan få noget op at flyve sammen med ham. Han får ting til af fungere. De vokser og bliver noget større end sig selv. Hvad enten der er tale om at gøre noget for vækstlagene, for kønsfordelingen i rytmisk musik eller for musik eksporten. Og så er han en fremragende musiker og arrangør,” lød de rosende ord om Lars Winter blandt andet fra Susi Hyldgaard.
www.djbfa.dk

From: Nyheder fra MUSIKEREN