Det vælter ind med støtte

42 musikere mister deres job. Landet mister et 75 år gammelt orkester. Musiklivet i Danmark mister en meget vigtig institution. DR mister opbakning.

Symfoni af protester

Sådan kan den ultrakorte version af den seneste uges ballade lyde. Fakta er, at DR UnderholdningsOrkestret skal nedlægges ved udgangen af 2014, og at 42 musikere derefter står uden arbejde. Musiklivet og musikbranchen har reageret med en forbløffende kraft og modstand mod DR ledelsens beslutning. Der har lydt en symfoni af protester fra store dele af det etablerede musikliv, og ude på ”folkets stemme”, de sociale medier, smælder det ind med vrede, ærgrelse og øv-råb med udråbstegn og versaler.

Mister brobygger

Dansk Musiker Forbund kalder lukningen for et kæmpetab for dansk musikliv. ”Med nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret mister danskerne det mest populære orkester med det bredeste publikum. Et orkester, der har stået som brobygger mellem det finkulturelle og populære, mellem klassisk og rytmisk musik, mellem ung og gammel,” sagde formand for Dansk Musiker Forbund Anders Laursen 8. september – samme dag nyheden om lukningen kom ud.
Også Dansk Artist Forbund er på banen. “DRUO er folkets orkester. DRUO er dansk musiks orkester. Danmark vil blive fattigere, når denne dygtige musikformidlingsmotor slukker,” skriver Lena Brostrøm, formand for Dansk Artist Forbund.

Særlig forpligtigelse

De tre komponistforeninger, DJBFA, DPA og DKF, har udsendt en fælles støtteerklæring, hvor de opfordrer alle partier bag medieforliget – og partiernes medie- og kulturordførere – til at finde en måde, ”så vi ikke mister et orkester med en så vigtig rolle og funktion. DRs public service forpligtigelse er vigtig. Og måske bør DRs generaldirektør have en snak med Christiansborg om, at her er der også en særlig forpligtigelse i forhold til kulturlivet – herunder at finde midler til UnderholdningsOrkestret,” lyder det i den fælles pressemeddelelse.

320 kolleger i protest

Landsdelsorkestrenes musikere skriver i deres erklæring blandt andet: ”Med nedlæggelsen vil færre mennesker opleve mødet med levende klassisk musik, og den klassiske musik i Danmark vil være blevet mere utilgængelig for den almindelige dansker. En udvikling, der berører alle musikere og orkestre i Danmark i negativ retning. LandsdelsorkesterMusikernes Fællesråd vil derfor udtrykke sin fulde støtte til DR Underholdningsorkestret og appellere til DR om at omgøre sin beslutning.”
LandsdelsorkesterMusikernes Fællesråd er en sammenslutning af cirka 320 musikere i de fem landsdelsorkestre i Danmark: Odense Symfoniorkester, Copenhagen Phil, Sønderjyllands Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester og Aarhus Symfoniorkester.

“Ubærligt at tænkte på”

Det Kgl. Kapels musikere protesterer og kalder nedlæggelsen for en katastrofe for musikere, publikum og det danske kulturliv.
Musikerkollegerne i DR SymfoniOrkester melder også deres støtte og skriver blandt andet:” Det er rystende at forestille sig, at om tre måneder findes DRUO ikke mere. Ganske enkelt ubærligt at tænke på! Med et politisk vedtaget medieforlig bliver dansk musikliv amputeret per 1/1 2015. Dansk kultur bliver fattigere. Den danske befolkning bliver fattigere.”

Genovervej beslutningen

Inger Allan, forhenværende rektor, docent og medlem af Kunstrådets Musikudvalg, beder i et åbent brev indtrængende DRs ledelse om at genoverveje beslutningen. Dansk Kunstnerråd istemmer også protesterne og opfordrer til at skrive under mod lukningen.

Aflysning af koncerter

Fra foreningen Danske Koncert- og Kulturhuse er der højlydt forundring og ærgrelse, for nedlæggelsen af orkestret betyder aflysning af ti koncerter rundt om i landet i starten af 2015 med DR UnderholdningsOrkestret sammen med The Bootleg Beatles.

Folkets stemme

På Facebooksiden ”Bevar UnderholdningsOrkestret” er der livlig aktivitet, og dagligt kommer der hundredvis af nye ”likes” til. I skrivende stund har man rundet 47.000 likes. Underskriftsindsamlingen på nettet ”Bevar DR UnderholdningsOrkestret” er oppe på 27.000 underskrifter imod lukningen af orkestret.

  • Se DMF’s side med støtteerklæringerne
  • Facebooksiden ”Bevar UnderholdningsOrkestret”
  • Underskriftskriftsindsamlingen

Tidligere artikler på musikeren.dk:
Dansk musikliv i chok over lukning
Et kæmpetab for dansk musikliv

From: Nyheder fra MUSIKEREN