Lyden er stærk og lokkende. Ikke just mainstreamtoner. Musikken kommer fra det store telt Contempo, der er placeret mellem blomsterparken og toiletvognene. Inde i teltet er de fleste stole tomme. Men de få publikummer, der er her, lytter intenst. Med god grund. På scenen sidder fire musikere fra det særdeles anerkendte Ensemble Mosaik fra Berlin. Musikken er ny kompositionsmusik i den elektro-akustiske afdeling.
Elektro-akustisk musik
Uden overdrivelse er det musik med kant og kunst af høj kvalitet. Ensemble Mosaik er et af de mange tilbud, Kulturmødet Mors præsenterer og endda ganske gratis. Ejnar Kanding, uddannet komponist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, er en af de to kuratorer bag musikprogrammet i Contempo-teltet. Han sidder ved lydpulten med en laptop og spiller med, da Ensemble Mosaik fremfører et af hans værker for computer og akustisk kvartet.
Kræver fordybelse
”Det er helt fint,” siger han om det lidt forblæste og halvtomme telt, da vi taler sammen efter koncerten med Ensemble Mosaik, ”noget af musikken er meget kompleks og kræver fordybelse. Den har svært ved at ramme folk her, fordi publikum går lidt rundt fra det ene til det andet. Ensemble Mosaik kan være nok så kendt i hele verden, men der er måske kun en procent her på Kulturmødet, der har hørt om dem.”
Miks af udtryksformer
Men det er netop pointen: At præsentere et orkester som Ensemble Mosaik og musik, der kræver noget af lytteren. Som kurator for programmet på Contempo-scenen har Ejnar Kanding lagt vægt på, at der dels skal være en bredde rent stilmæssigt, at der skal være kunstnere udefra – i dette tilfælde fra Berlin, og at musikken krydser ind over andre kunstarter som eksempelvis video, teater og performance.
LÆS OGSÅ: Kulturmødet Mors: Kontraster på kanten
Må gerne opdrage
Flere debatter på Kulturmødet har kredset om at få kunst og kultur ud til hele befolkningen og spørgsmålet om det elitære kontra det folkelige. Ejnar Kanding mener, at musiklivet – og de store tv- og radiomedier ikke mindst – er alt for styret af publikumssucceser.
”Det er kun ved massivt at præsentere ting, der har den dybe kvalitet, som er forankret i traditionen, og som viderefører traditionen progressivt ind i fremtiden, at man kan opdrage befolkningen. Hvis ikke man gør det, degenererer kulturen og bliver overfladisk,” siger han.
Gevinst for alle
”Der kommer ikke en kulturel drift nedefra i samfundet. Det vil være meget alvorligt, for det er netop kulturen, der er med til at åbne op for innovation og kreativitet. De kulturelt førende nationer er også de store nationer. Sådan har det været gennem hele historien. Det er samfund, hvor man har gjort plads til den progressive kunst.
Hvis man lader kulturen blive overfladisk, dør den. Når samfundet foretager en satsning på den kvalitetssøgende kunst, virker det tilbage på hele samfundet, på hr. og fru Jensen og på evnen til innovative opfindelser,” mener Ejnar Kanding.
LÆS MERE:
Kulturmødet Mors
Programmet på Contempo
Ejnar Kanding
Ensemble Mosaik
From: Nyheder fra MUSIKEREN
