Kulturmødet Mors: Kontraster på kanten

”Mere kant end udkant – kom til Mors”, lød det slogan, kulturminister Marianne Jelved lancerede under Kulturmødet på Mors. Kulturministerens begejstring var synlig, og hun deltog veloplagt i op til flere debatter på Kulturmødet i Nykøbing Mors den 21. – 23. august.

Politikere på podiet

Blandt andet en formiddagssnak i Nykøbing Mors’ kulturhus, Musikværket, om kulturpolitik mellem tre politikere, ”den forhenværende, nuværende og kommende kulturminister,” som Clement Kjersgaard med et glimt i øjet introducerede Uffe Elbæk, Marianne Jelved og Morten Messerschmidt. Sidstnævnte – medlem af Europa Parlamentet for Dansk Folkeparti – førte sig muntert og velklædt frem på scenen og høstede flere omgange applaus fra salen. Vist var der mange kulturpinger og repræsentanter for alskens interesseorganisationer og kulturinstitutioner – og det var også dem, der rakte hånden i vejret, når der blev indbudt til spørgsmål fra salen. Men der var tillige fyldt godt op på stolerækkerne af lokale folk, der ville ind og se girafferne og overvære en debat om kulturen.

Et orkester på hver skole

Morten Messerschmidt var lidt af en stjerne her blandt folket på kanten af Limfjorden. Hans budskaber om mere opera fra Det Kgl. Teater i DR og mere lærdom om de klassiske kunstarters historie i folkeskolen til fordel for at udtrykke ”følelser i ler” vandt tilsyneladende gehør i salen.
Men det gjorde Marianne Jelveds fornuftsbårne og klare meldinger om vigtigheden af børn og unges møde med kunst og kultur i folkeskolen nu også. Kulturministeren benyttede lejligheden til at gentage sin vision om, at alle skoler burde have et orkester. En nok så interessant udmelding her midt i de første forsøg på at få folkeskoler og musikskoler til at fylde rammerne af den nye skolereform ud.

Unge i Thy skaber deres egen kultur

Omme bag ved Musikværket var der lagt op til festivalstemning med telte og tilbud om alt fra kunstens hylder. Debatter, koncerter, workshops, teater, oplæsning – og velsmagende fiskefrikadeller, fadøl og caffe latte i store mængder. Fredag eftermiddag var der dog langt fra fyldt med publikum. Faktisk var der ganske tomt mange steder. Under et halvtag stod to unge fyre og fortalte om deres hjertesag, projektet ”Thy Music Collective”. Omkring ti mennesker lyttede med. Flere burde være mødt op, for det handlede netop om kultur i udkanten – med kant.

Fællesskab for unge

”Thy Music Collective” er en sammenslutning af bands i Thy. Her har en række unge musikere og musikinteresserede skabt deres eget sted, hvor de kan markedsføre sig som bands, arrangere koncerter og have et fællesskab kørende. Foreningen har tråde til det lokale ungdomshus og til Alive Festivalen i Thy.
”Med ungdomshuset har vi fået rammerne. Vi har skabt et sted, hvor alle de unge bands kan komme. Et kreativt musikalsk fællesskab,” siger Torben Vinter, 24 år, der også er med i bestyrelsen i Alive Festivalen.
21-årige Esben Halkier, formand for ”Thy Music Collective” og medlem af bandet Quick Quick Obey fortæller: ”Det er vigtigt, det kommer nedefra, og at man får lov til selv at gå ind og gøre arbejdet. Måske kan det virke helt uoverkommeligt, når man er 15 år, men det er i virkeligheden det, man har brug for. At få et sted, hvor man selv tager fat.”

Vi lærer af det

Torben Vinter: ”Man bliver inspireret af andre unge, og det handler om at have tilgængelige faciliteter, uden at der er voksne, der siger, at nu skal I lave det eller det. De unge vil gerne selv, og de vil helst ikke styres for meget. Der er masser af autonome ungdomshuse rundt om i landet, der er med til at uddanne unge til at blive dygtige musikere, lydmænd, organisatorer og så videre.”
Esben Halkier: ”Målet er jo ikke at skabe verdens fedeste koncert, eller at det vildeste band opstår. Det skal nok komme, og det er en sidegevinst. Det er ikke et spørgsmål om at lave kæmpestor kunst med det samme, men at få færdigheder under huden. Der er helt sikkert nogen, der tager sindssygt meget med sig videre.”
LÆS OGSÅ: Kulturmødet Mors: Man skal turde opdrage

Eliten på udflugt

Det er andet år, der bliver afholdt kulturmøde på Mors. En imponerende række af kultur- og mediefolk, debattører, kulturentreprenører – og enkelte politikere og kunstnere – var taget til Mors. Der blev minglet og netværket med Kulturhuset Musikværket som centrum. Teltbyen bag Musikværket var en minifestival i kulturens tegn, og man kunne så vandre ned gennem Gasværksvej (omdøbt til Kulturvejen) og ned til fjorden (Kulturfjorden) med endnu en teltlejr med aktiviteter, og hvor en ungecamp med elever fra Vrå Højskole fyldte godt op.
Oppe i gågaden gik livet sin vante gang upåvirket af kulturens indtog i byen. Måske bortset fra de mange skoleklasser, der marcherede gennem byen for at annamme Kulturmødets tema: ”Samtale og oplevelse”. Dog var der i programmet også en række arrangementer i byen på for eksempel biblioteket, teatret og på torvet.
LÆS MERE: Kulturmødet Mors

From: Nyheder fra MUSIKEREN