Hyldest til dansk musik

Nordmændene har ladet sig inspirere af Spil Dansk-fejringen og har igangsat et Spil Norsk-initiativ. Ricco Victor, direktør for Spil Dansk, håber på, at Spil Norsk kan åbne for en livlig udveksling af musik i de skandinaviske lande.

”Helt konkret kan det betyde, at dansk musik bliver spillet i norsk radio og tv, og at danske musikere får spillejobs i Norge – samtidig med at vi i Danmark vil kunne opleve de bedste norske kunstnere live og i radioen. På sigt håber vi at kunne udbygge konceptet til et fællesnordisk samarbejde også med musikbranchen i Sverige, Finland og Island. Der er stort perspektiv i dette fællesnordiske samarbejde, både i forhold til den nordiske, kulturelle sammenhængskraft. Men i særdeleshed også i forhold til musikeksporten, som vil komme de danske komponister, sangskrivere og musikere til gode,” siger Ricco Victor.

Mere dansk musik i DR

Spil Dansk Ugen har i år intensiveret opbakning fra DR, som har været engageret i Spil Dansk siden 2001, da den årlige hyldestdag til dansk musik blev søsat af Koda. Nu, hvor ejerkredsen udover Koda består af blandt andet Dansk Musiker Forbund, er Spil Dansk blevet til en hele uge, hvor DRs fokus på dansk musik er udvidet til flere kanaler.

”Lytterne vil ugen igennem kunne opleve en særlig indsats for den danske musik på DRs radiokanaler såvel som i Koncerthuset,” siger DR’s radiochef Gustav Lützhøft.

P3 og P4 spiller udelukkende dansk musik på torsdag – selve Spil Dansk-dagen. Herudover blev der spillet 100 procent dansk musik på P6 Beat i mandags, i P7 Mix tirsdag, P8 onsdag og på P5 fredag. På P2 dedikeres det daglige program Det´Dansk hver dag til Spil Dansk samt formiddagsprogrammet Hej P2 om torsdagen. I DR Koncerthuset afholdes 13 koncerter med dansk musik, blandt andet byder DR Symfoniorkestret på komponisten Rune Glerups ‘Nyt værk for orkester’ og fællessang med DR Pigekoret.
Ud over ovenstående byder Spil Dansk Ugen på 1400 musikalske arrangementer, der finder sted landet over med alt fra koncerter til workshops, fællessang, clinics, seminarer og undervisning. DMF støtter blandt andet en række koncerter på steder, hvor musikken ikke normalt kommer ud.
LÆS MERE: www.musikeren.dk/nyheder/nyhed/artikel/spil_dansk_i_naeste_uge/


Fakta om Spil Dansk Ugen

Spil Dansk-foreningens ejerkreds består af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, Musikforlæggerne, Koda og Danske Populær Autorer.
LÆS MERE: www.spildansk.dk

From: Nyheder fra MUSIKEREN