Kill J, Sønderjyllands Symfoniorkester og crossovertrioen Koppel/Gislinge/DJ Noize er bare få af de mange musikere og kunstnere, der spiller ved festivalen Define i Sønderborg fra 10. – 13. november.
Der er leget godt og grundigt med både indhold og form så som Sleep-In-koncerter, digtoplæsning, performancekunst og meget andet.
Nye samarbejdsformer
Defines vision er at præsenterer nyskabende kunstnere, komponister og musikere, der bevæger sig i krydsfeltet mellem de klassiske og de nye elektroniske kunstarter. Gennem koncerter, musikdramatik, installationer, workshops og foredrag formidler Define festivalen ny og elektronisk kunst og etablerer nye samarbejdsformer mellem kunstnere og institutioner.
Det viser sig bl.a. i samarbejder som trioen Benjamin Koppel, Katrine Gislinge og DJ Noize, der hælder jazz, klassisk- og elektronisk musik i en stor gryde fra hver deres stilart.
For, med og af unge
Et samarbejde med kunstneren Tine Louise Kortermand og Nordic Performance Art er endt som et stykke musikdramatik NATURE WILD, som er skabt i samarbejde med 16 – 24 årige på gymnasier i Åbenrå, Sønderborg og Flensborg, samt Sønderjyllands Kunstskoles BGK-elever. Emnet er krigsveteraner, der lever som eneboere i de danske skove.
I SOUND MATTERS viser studerende fra de højere læreanstalter nord og syd for grænsen, hvad de har fået ud af en workshop med Professor Christophe Charles, Musikchef Nikolaj Andersen og programmør og lydforsker Roald Christesen. De studerende fra Syddansk Musikkonservatorium opfører en koncert til ære for den danske elektron-pionér, Else Marie Pade, som døde i år.
Improelekto og sleep-in
Noget helt andet er gruppen BMI, alias jazzvibrafonist Morten Grønvad og den dynamiske journalist, radiovært og DJ, Katrine Ring, der spiller improviseret uforudsigeligt strittende elektronisk improelektro.
Lørdagen slutter yderst behageligt i Black Spot på Sønderborghus. Her underholder Art Ensemble Syd med musik komponeret til lejligheden af ensemblets kunstneriske leder og formand for DMF Sønderborg, Niels Præstholm. Der vil være bløde møbler til publikum at ligge i. Skulle man slumre lidt ind efter den anstrengende festivaldag, bliver man vækket blidt, når koncerten er ovre.
Læs hele det spændende program her
From: Nyheder fra MUSIKEREN
