Festival for nye formater

Også i København er november måneden for ny eksperimenterende musik. G((o))ng Tomorrow er Københavns festival for ny, eksperimenterende musik og genremøder, der kører fra den 4. til den 12. november. Her kan du opleve danske og internationale kunstnere præsentere den nyeste musik i alsidige formater på forskellige scener i hele København.

Tre dage i Jazzhouse

Festivalens sidste tre dage finder sted på Jazzhouse, hvor pladsen viges for nogle af de store navne inden for den ny musik herhjemme. Torsdag den 10. november er der Danmarkspremiere på saxofonist Lotte Ankers gennemkomponerede værk, der trækker tråde til temaerne habitat, transformation og natur. Sammen med Møllegades Boghandel har G((o))ng Tomorrow sat den unge forfatter Liv Sejrbo Lidegaard i stævne, som fremfører en helt unik oplæsningssituation inden koncerten med Lotte Anker og internationalt stjernebesatte orkester Electric Habitat.

Lydkunst og klangskulpturer

Fredag den 11. november er der dømt lydkunst af den unge, progressive komponist og lydkunstner Niels Lyhne Løkkegaard. Han har arbejdet med værkserien SOUND X SOUND, hvor instrumenternes lyd overskrider sig selv gennem multiplikation. Værkerne præsenteres som klangskulpturer, på forskellige locations rundt omkring i Jazzhouse.

Smeltedigel

Festivalen afsluttes på lørdag med det bragende band Selvhenter, som møder kunstner Michael Mørkholt i en helt ny sitespecific produktion. Sammen udfordrer de det gængse koncertformat og tager hele koncertrummet i brug. Selvhenter henter inspiration fra rock, improvisationsmusik, percussion og musik fra Afrika og Sydøstasien, samt moderne minimalistisk kompositionsmusik.

Læs hele programmet for festivalen her

From: Nyheder fra MUSIKEREN