Den Sorte Skole bliver huskomponist for DR UnderholdningsOrkestret

Arbejdet med de tre symfonier tager afsæt i universet fra Den Sorte Skoles magnum opus ‘Lektion III’, der udkom tidligere i år. Her smeltede tusindvis af samples fra mere end 50 lande og seks kontinenter sammen til en rejse gennem musikhistorien og ind i en hybrid global fremtid.
Trilogiens første symfoni opføres af Den Sorte Skole sammen med DR UnderholdningsOrkestret i Koncertsalen i pinsen 2014 og er en rejse gennem tid og rum – på tværs af musikalske genrer. I den anden symfoni inviteres solister med fra Mellemøsten, Asien, Sydamerika og Afrika. Konceptet for den tredje symfoni offentliggøres på et senere tidspunkt.
Symfonierne skal opføres i 2014-16, blandt andet i forbindelse med DR UnderholdningsOrkestrets såkaldte featuring-koncerter – en koncertrække, der ligger i direkte forlængelse af samarbejderne med kunstnere som Efterklang, Choir of Young Believers og Oh Land.
Den nye huskomponistaftale, som Den Sorte Skole netop har underskrevet med Statens Kunstfonds Tonekunstudvalg og DR UnderholdningsOrkestret, er finansieret med et tilskud på 240.000 kroner fra Statens Kunstfond Tonekunstudvalg.
“Det er den største udfordring i vores karriere og en meget stor ære at få lov til at arbejde med så dygtige musikere, ikke mindst med komponisten Karsten Fundal.
Visionen er at skabe en hybrid, ikke bare af klassisk og rytmisk musik, men også af lyde, stemninger, kulturer og rytmer fra alle fire verdenshjørner: Et flerhovedet og meget mærkeligt barn med forældre i hele verden, kunne man kalde det,” siger Simon Dokkedal og Martin Højland, Den Sorte Skole, i en pressemeddelelse.

From: Nyheder fra MUSIKEREN