”Det er dybt tragisk og meget beklageligt, at DR og kulturministeren er endt med denne beslutning. Dog hæfter jeg mig ved, at public servicekontrakten endnu ikke er underskrevet, så vi vil fortsætte med at arbejde for at orkestret bevarelse,” siger Anders Laursen, formand i Dansk Musiker Forbund.
Samme melding lyder fra Mette Bugge Madsen, formand for DR UnderholdningsOrkestret:
”Vi håber da stadig, at Underholdningsorkestret kan reddes, men det ser unægtelig sort ud oven på ministerens beslutning”.
Med beslutningen går kulturminister Marianne Jelved imod ønskerne fra et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, De Konservative og et færøsk mandat. Kulturministerens begrundelse for ikke at lytte til det politiske flertal, der ønsker at bevare DR UnderholdningsOrkestret, er, at partierne bag medieaftalen ikke kan nå til enighed om, hvordan orkestret skal finansieres.
LÆS OGSÅ: Flertal for orkesterredning
”Flertallet bag vedtagelsen er ikke enige om at genforhandle aftalen. Det har de ikke været på noget tidspunkt. Derfor genoprettes orkestret ikke,” siger kulturminister Marianne Jelved i en pressemeddelelse.
Manglende dialog fra ministeren
Dansk musikliv er i chok over kulturministerens beslutning og er uforstående over for den manglende vilje til dialog, som ministeren har udvist. En dialog, som ministeren ellers har udtalt tidligere, er basis for en public serviceaftale.
LÆS OGSÅ: Orkester fyret i mediepolitisk tomrum
Det er præcis som Politikens musikredaktør, Thomas Michelsen, har skrevet umiddelbart efter ministerens beslutning, at Danmark er ”blevet et stykke værdifuld musikkultur, men også et meget håndgribeligt stykke public service fattigere. Nedlæggelsen er en konkret kulturel forarmelse.”
”Det er en meget trist dag for dansk musikliv og musikelskende danskere, der – hvis kulturministeren gør alvor af at underskrive aftalen – mister det mest populære orkester med det bredeste publikum. På trods af den folkelige opstand har kulturministeren alligevel valgt at lade DR spare orkestret væk og fratage borgerne mulighed for at komme i kontakt med den kvalitetsmusik DR UnderholdningsOrkestret har leveret gennem 75 år. Det er en virkelig sort dag for dansk kulturliv,” udtaler Anders Laursen, der sammen med sine kolleger i Dansk Musiker Forbund vil fortsætte med at arbejde for at bevare orkestret så længe public serviceaftalen ikke er underskrevet.
“Da vi er bekendt med, at parterne mødes igen på torsdag, håber vi fortsat på mulighed for at bevare DR UnderholdningsOrkestret,” siger Anders Laursen.
DMF har samlet artikler om og støtteerklæringer til UnderholdningsOrkestret her www.dmf.dk/druo
From: Nyheder fra MUSIKEREN
