Lørdag aften blev Danish Music Awards Folk 2014 uddelt til folkemusikkens storslåede prisfest i Jazzhouse i København.
Prisen som Årets Komponist/Sangskriver gik til Martin Seeberg for Trolska Polska. Det syv mands store klezmerband Sherzandum modtog prisen som Årets Nye Talent for deres traditionelle jødiske folkemusik, mens folkbandet Habadekuk kunne se sig selv som vindere af hele to priser; nemlig Årets Udgivelse for albummet ”Kaffepunch” og Årets Traditionspris.
Prisen som Årets Musiker/Sanger gik til den 33-årige dansk-norske sanger, komponist og performer Jullie Hjetland, og det var noget, der kom bag på hende.
”Jeg blev super overrasket, for de andre i mit felt er meget, meget dygtige. Min kæreste og jeg havde oprindeligt planlagt at være væk den aften, der var prisuddeling, men det endte alligevel med, at vi tog med, og det var jo godt. Jeg regnede slet ikke med, at jeg ville få prisen, og jeg var meget glad for bare at være nomineret,” fortæller Jullie Hjetland.
Soloplade næste år
Jullie Hjetland kan altså nu kalde sig selv for prisvinder, inden hun overhovedet har udgivet sin første soloplade, som udkommer i det nye år.
”Det kan komme til at betyde rigtig meget i forhold til min fremtidige karriere, nu hvor min plade snart bliver udgivet. Derudover er det også fedt for dem, jeg spiller med i forskellige projekter, at de nu har en prisvinder med. Så det har ikke kun betydning for mig, og det er jeg rigtig glad for.” Jullie Hjetland, sanger, komponister og performer.
Helt særligt for folkemusikkens Danish Music Awards blev der budt op til dans med et til lejligheden sammensat Allstar-hold, og der blev givet prøver på både ny og traditionel musik fra genren. Der var med andre ord og meget i folkemusikkens ånd lagt op til fest.
Hyldest til livemusikken
”Folkemusikken uden spillesteder er som kaffe uden snaps. Det fungerer ikke rigtigt,” lød det fra aftenens værtinde Kristine Heebøll i forbindelse med uddelingen af Årets Spillested til Hagges Music Pub i Tønder. Dermed blev Danish Music Awards Folk 2014 en speciel aften for livemusikken, hvor også Tingluti-prisen på 10.000 kr. gik til Musik over Præstø Fjord.
Folk Danmarks Særpris gik til Carsten Panduro, der var med til at starte Tønder Festival i 1974 og var kunstnerisk leder frem til og med 2014. Prisen blev overrakt af Niels Hausgaard på scenen.
LÆS MERE: Ny ledelse på Tønder Festival
Modtagere af Danish Music Awards Folk 2014
Årets Udgivelse: ”Kaffepunch” af Habadekuk (Go’ Danish Folk Music)
Årets Komponist/Sangskriver: Martin Seeberg for ”moss” af Trolska Polska (Go’ Danish Folk Music)
Årets Musiker/Sanger: Jullie Hjetland
Årets Nye Talent: Sherzandum
Årets Traditionspris: Habadekuk
Årets Spillested: Hagges Musik Pub, Tønder
Folk Danmarks Særpris: Carsten Panduro, tidl. leder af Tønder Festival
Tingluti-prisen: Musik over Præstø Fjord
Fakta
De optrædende ved dette års Danish Music Awards Folk var Dreamer’s Circus, Folkeklubben, Arne Würgler/Sine Bach Rüttel/Nils Tuxen, Folk Factory, Umti Orkestar, Danmarks Rigsspillemænd samt DMA Allstars ledet af Kristian Bugge.
Aftenens konferencier var musiker og komponist, Kristine Heebøll, der også er uddannelseskoordinator på folkemusiklinjen ved Syddansk Musikkonservatorium.
Danish Music Awards Folk 2014 blev arrangeret af Folk Danmark i samarbejde med og støttet af: ROSA, DJBFA, DPA, DAF og DMF.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
