Et flertal uden om regeringen har torsdag formiddag stemt en redningsplan for DR UnderholdningsOrkestret igennem i folketingssalen. Dermed er regeringen kommet i mindretal.
Onsdag bød på åbent samråd og en hasteindkaldt forespørgselsdebat i Folketingssalen i sagen om orkestrets fremtid. Politikerne diskuterede et forslag fremlagt af Enhedslisten, der lød på årligt at anvende et tocifret millionbeløb fra de såkaldte overskydende licensmidler på at bevare orkestret i sin nuværende form.
Forslaget blev dog skudt ned af Marianne Jelved under samrådet.
“Vi ved ikke, hvad den overskydende licens bliver. Derfor er der ingen vej uden om, at DR skal have en plan for, hvordan de finansierer Underholdningsorkestret om tre og fire år. Vi har et hul, og det gør, at vi ikke kan løse sagen her og nu,” sagde kulturministeren, der også argumenterer, at midlerne ikke må anvendes til drift.
Der er dog mulighed for, at Folketinget kan love DR, at for eksempel halvdelen af de overskydende licensmidler hvert år øremærkes til musik. På den måde kan DR muligvis selv finansiere underholdningsorkestret af sit oprindelige budget.
LÆS OGSÅ: Et umusikalsk forslag
Et optimistisk flertal
Sagen skal diskuteres videre i næste uge, hvor Marianne Jelved har kaldt partierne bag medieforliget til møder. En optimistisk kulturordfører fra Venstre, Michael Aastrup Jensen, udtalte onsdag til Ritzau:
“Hvis man skal have de positive briller på, så sagde ministeren, at det ene såkaldte kompromisforslag er kastet af bordet, og at vi skal have fundet en løsning. Hun har altså lovet os nu, at hun ikke bare vil skrive under på en ny public service-kontrakt uden om flertallet. Det tolker jeg positivt.”
Det samme gør Anders Laursen, formand i Dansk Musiker Forbund.
”Jeg noterer mig, at der efter møderne onsdag og torsdag er et stærkt politisk flertal for at bevare Danmarks mest populære orkester. Nu ser jeg frem til, at der snarest muligt findes en løsning,” siger han og opfordrer til, at kulturminister Marianne Jelved får ro til at finde en løsning, som flertallet er med på.
Det politiske flertal der vil redde orkestret består fortsat af Venstre, Dansk Folkeparti, de Konservative, Enhedslisten og det færøske mandat Edmund Joensen.
Vedtagelsen i Folketinget torsdag lyder således:
“Folketinget opfordrer ministeren til fortsatte forhandlinger for at sikre økonomi til at bevare Underholdningsorkestret uden alternative besparelser på DR’s budget. Forhandlingerne skal foregå inden for rammerne af medieforliget.”
LÆS OGSÅ: www.dmf.dk/DRUO
From: Nyheder fra MUSIKEREN
