Filmmusikken har ikke fået den store opmærksomhed gennem årene, hverken på de kreative skoler eller på livescenen. Det vil CPH PIX ændre på, og under årets festival byder man derfor på musik opført live til nye film og klassiske stumfilm, koncerter samt debatter om filmmusik.
”Filmmusik arbejder oftest i helhedens – altså filmens – tjeneste, og det er dens fornemmeste opgave. Men filmmusikken er også en kunstart i sig selv, og filmfestivalen er den perfekte platform for at opleve musikken live,” siger Louise Højgaard Johansen, Head of Events & Music på CPH PIX.
Viser spændvidden i filmmusik
Filmmusikken har gennem årene fået en voksende plads i CPH PIX’s program, og i år varierer den således fra svensk indierock, amerikansk psychrock, improvisatorisk jazz, over punk til ambient elektronisk musik gennem en otte-timers sovekoncert.
”Med liveprogrammet forsøger vi at vise den store spændvidde i den international filmmusik i dag. Filmscores og soundtracks har en berigende effekt på fiktionsfilmenes fortællinger – musikken tilføjer ofte lag, som er svære at nå med billeder eller ord alene. Og så er koncertformatet jo den mest oplagte måde at udvide filmens univers og lade den vokse ud af lærredet og ud til livepublikummet,” siger Louise Højgaard Johansen.
Debat om musik og lyd
CPH PIX sætter også fokus på filmmusik med to debatter. Den ene – ”Soundtracket til dit liv” – ser på musikken som fænomen, blandt andet med udgangspunkt i forskning om søvn og elektronisk musik. Debatten foregår i Cinemateket søndag d. 19. april, kl. 14.15-16.00.
Mød den elektroniske musiker Robert Rich – Stanford University, Annemette Kirkegaard – lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Jens Hjortkjær – MA PhD, Rune Selsing – antropolog med speciale i pakistansk sufisme og Peter Stenbæk – kreativ direktør i We Love People. Moderator: Ralf Christensen – musikredaktør og filmanmelder på Dagbladet Information.
LÆS MERE: Soundtracket til dit liv
Workshoppen ”Live Foley + Lyddebat” handler om foleykunsten, der dækker over den reproduktion af lyde, som finder sted i film- og medieverdenens lydstudier. Kom til workshop med foley-institutionen Heikki Kossi og debat om lyduniverset i den nye danske film ”Idealisten” med lydholdet bag filmen: Christina Rosendahl, Jonas Struck, Peter Albrechtsen og Heikki Kossi. Foregår i Cinemateket, fredag d. 10. april kl. 19-21.00.
LÆS MERE: Live Foley workshop
Om CPH PIX
Filmfestivalen CPH PIX finder sted i København den 9.-22. april. Det fulde liveprogram er samlet her.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
