Bliv ved, der er brug for jer!

Sådan kunne man opsummere budskabet fra en række erfarne musikere til de 25 unge musikstuderende, der deltog i fredagens Karrieredag på Syddansk Musikkonservatorium. En hel dag med oplæg fra musikere, der har skabt en bæredygtig musikerkarriere ved at gå egne veje.
Musiker, sangskriver, producer og lydstudieejer Boe Larsen fortalte om sin musikerkarriere, der er stykket sammen af mange dele, hvor nogle af delene er opstået lidt tilfældigt.

”Jeg har i den grad prøvet at se mulighederne og gribe dem. Og så har jeg lavet en forretningsmodel omkring det bagefter,” sagde Boe Larsen, der selv er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium.

Med afsæt i sine egne erfaringer fortalte ham om vigtigheden af at være åben og kaste sig over det nye. Det har virket for ham, for han gik fra at spille i eget band til at blive bedt om at skrive musik til og producere for andre musikere. Eksempelvis skulle han arrangere strygere til et album med Hanne Boel og Martin Hall, som han ingen erfaring havde med. Men han gjorde det og lærte noget hver gang. Så han opfordrede de studerende til at kaste sig over noget nyt også det usikre.

”Find jeres egen vej. Og bliv ved. Der er brug for jer,” lød afskedsreplikken fra Boe Larsen, der ikke længere spiller så meget musik, men ejer sit eget studie, hvor han producerer musik og filmer bands, der vil streame musik til sociale medier.

From: Nyheder fra MUSIKEREN