Ærespris til D-A-D

Hun har lige vundet European Border Breaker Award, og i lørdags fik Mø fire fine DMA-fugle. Mange DMA-priser gik i år til poppen. Og så alligevel ikke helt for hele to statuetter gik til syrerockerne Spids Nøgenhat, og den helt store fugl – Danish Music Awards Ærespris – gik til nogle af landets de mest garvede rockmusikere, DMF-medlemmerne D-A-D.
LÆS OGSÅ: EU’s poppris til dansk musiker

Vader i respekt

De har 30 års jubilæum, og dermed er det ganske god timing, at Danish Music Awards Ærespris gik til D-A-D netop i år. Med forsanger Jesper Binzer i spidsen modtog rockikonerne både branchens og salens hyldest for deres musikalske meritter, inden de selv indtog scenen med et hit-fyrværkeri i Forum.
LÆS OGSÅ: D-A-D afløser Megadeth på Copenhell
Fra DMA-Akademi lød der følgende begrundelse for at tildele Danish Music Awards Ærespris til D-A-D:
”Som samfund bliver vi inspireret af dygtige mennesker med store ambitioner. Også inden for musikken. Modtagerne af årets Ærespris har altid turdet plante et flag, hvor ingen andre har gjort det. Både med deres sange, med deres sound og med deres sceneshow. Og derfor har de gennem 30 år vadet i respekt på tværs af generationer. Det er mørkt udenfor, men det her band fortsætter med at lyse Danmark op. Selvfølgelig går Danish Music Awards Ærespris 2014 til D-A-D.”

Næstmest vindende

Rockbandet, der har vundet mangt en DMA-statuette i deres karriere og faktisk er nummer to på listen over mest vindende næst efter Thomas Helmig, hviler ikke på laurbærerne og har ingen planer om at begynde på den slags i nærmeste fremtid.

”Så længe Rolling Stones findes, og folk stadig ligger i kø for at få billetter til deres koncerter, sidder vi ikke yderst på pinden,” sagde bassist Stig Pedersen til Ritzau.

Se alle vinderne af DMA 2014


Om DMA

Der blev i alt uddelt 19 priser ved DMA 2014, der foregik i Forum i København. Danish Music Awards er arrangeret i samarbejde mellem IFPI, Koda og TV 2. I de fleste kategorier er det DMA-Akademi bestående af vægtige aktører fra musikbranchen, der udpeger nominerede og vindere.

From: Nyheder fra MUSIKEREN