Selvom streamingforbruget generelt æder sig ind på pladesalg og download, og at udgivelsesprodukt og promotion smelter mere og mere sammen, er der flere penge at tjene på gammeldagspladesalg – for nogle få.
Sidste uges store internationale branchenyhed var, at Taylor Swifts pladeselskab fjernede superstjernen musik fra Spotify. Men der er kun én Taylor Swift, og de fleste andre vil næppe kunne gøre hende kunsten efter og forsøge at tjene mere ved download og pladesalg end på streaming.
Superstar med egen dagsorden
Taylor Swift tilhører den øverste promille af den absolutte top. Hun udgør ”the high end” af den ene procent af kunstnere, der tjener omkring 70 procent af pengene på streamingtjenesterne. En ener i den superstarøkonomi, som blandt andre musikbrancheeksperten Mark Mulligan og hans Midia Consulting har skrevet rapporter om.
Salg versus streaming
Når Taylor Swifts pladeselskab trækker repertoiret fra streamingtjenesterne, tager de kontrol med produktet og sælger det på god gammeldags manér. Det giver mening især på det amerikanske marked, hvor download endnu står stærkt i forhold til musikstreaming. Men væksten i streaming spiser sig kraftigt ind på download. Også i USA.
Streaming vokser, download falder
Ifølge det amerikanske analysefirma Nielsen Soundscan er digital download (tracks og album) faldet med omkring 12 procent siden 2013. Herhjemme viser IFPI’s seneste tal samme tendens. Streaming vokser, digital download falder. En anden ret dugfrisk rapport fra de nordiske forvaltningsselskaberne Koda, Teosto og Tono viser, at otte mio. mennesker i Skandinavien bruger musikstreamingtjenester som Spotify, WiMP og TDC Play.
LÆS OGSÅ: Vækst hos musikselskaberne, faldende indtægter hos musikerne
Promotion eller produkt
En interessant pointe i Taylor Swift-sagen kommer fra brancheekspert Mark Mulligan. Han skriver på sin Music Industry Blog, at alle Taylor Swifts musikvideoer stadig kan ses på YouTube. Mulligan har netop kigget nærmere på YouTubes udvikling (se links nederst) og konstaterer, at grænsen mellem produkt og promotion bliver stadig mere udvisket for kunstnerne. Den traditionelle måde at anskue YouTube på er, at det er en nødvendig PR-kanal. Men Mulligans undersøgelser viser, at forbrugerne i højere og højere grad ser YouTube som stedet at opleve og forbruge musikken – ikke som et sted, hvor de tager på opdagelse for så derefter at købe musikken.
YouTube-krølle…
Mens snakken går om YouTube/Googles nye musikstreamingservice Music Key, kan man dvæle lidt ved det faktum, at YouTube er en gigantisk spiller på streamingmarkedet for musik.
Også i Skandinavien, hvor den nylige undersøgelse fra forvaltningsselskaberne fortæller en interessant detalje. Undersøgelsen skelner nemlig mellem de ”rene” musikstreamingtjenester og så YouTube. Mens 8 mio. mennesker i Norge, Danmark, Sverige og Finland bruger musikstreamingtjenester som Spotify, WiMP, TC Play med flere, flokkes 11,8 mio. brugere på YouTube for at høre musik og se på musikvideoer.
Midia Consulting: ”Windowing, Shake It Off”
Midia Consulting: ”How YouTube Will Change Music Subscriptions”
Streaming hitter – fælles nordisk undersøgelse
IFPIs seneste tal om salg, download og streaming
Politiken: 10 topnavne der ikke er på Spotify
Berlingske Business:”Derfor skrotter Taylor Swift Spotify”
Rolling Stone: ”Derfor trækker vi Taylor Swifts repertoire fra Spotify, forklarer pladeselskabet”
From: Nyheder fra MUSIKEREN
