Tre talenter fra det danske vækstlag går nu i fodsporene på tidligere KarriereKanon-vindere som Marie Key og The Minds of 99. Det drejer sig om r&b-sangerinden Lærke Emilie, rockbandet Dør nr. 13 og rapperen k-Phax. ”Tre vidt forskellige kunstnere,” siger jurymedlem.
Valget er truffet efter et grundigt talentforløb, som kulminerede i går, hvor KarriereKanonens syv finalister optrådte på Smukfest. Efter koncerterne voterede en jury bestående af repræsentanter fra KarriereKanonens partnere: Bandakademiet, Smukfest, P3 og P6 BEAT.
”Vinderfeltet består af kunstnere, som lyder vidt forskelligt fra hinanden. Der er den unge k-Phax, som har siddet i Sønderjylland og skabt et unikt og moderne hiphopunivers, som han formår at suge folk ind. Der er Dør nr. 13, som er et skarpskåret rockband med en karismatisk, poetisk og samlende frontfigur. Og der er Lærke Emilie, som er en hudløst ærlig r&b-sangerinde med klare bud på hits og et stærkt live- og producer-setup. Det er alle sammen navne med numre, som træder frem, og navne, hvor KarriereKanonen håber at kunne hjælpe med yderligere profilering,” siger talsmand fra Smukfest og jurymedlem Poul Martin Bonde.
Hver vinder får nu skræddersyet et udviklingsforløb, som skal støtte deres videre musikalske liv. Blandt andet med hjælp fra Dansk Musiker Forbund. Derudover skal alle tre vindere spille på Smukfest 2017.
Hør dem her: www.dr.dk/musik/karrierekanonen/
LÆS OGSÅ: Årets karrierekanoner 2015
Om KarriereKanonen
KarriereKanonen er et nøje tilrettelagt talentforløb, som ruster lovende kunstnere til en professionel karriere. Et forløb, hvor alle kunstnere bliver hørt, får respons og bliver tildelt et udstillingsvindue; og særligt udvalgte får tildelt en endnu bredere vifte af udviklingsmuligheder.
Bag Karrierekanonen står: DR, der bidrager med platformen dr.dk/karrierekanonen, med løbende anbefalinger og med airplay og omtale på P3 og P6 BEAT. Bandakademiet, der bidrager med kunstnerisk og praktisk rådgivning i tæt samarbejde med musikbranchen, heriblandt DMF. Og Smukfest, der bidrager ved at lægge scene til finalekoncerterne.
KarriereKanonen blev grundlagt i 2002 og munder hvert år ud i, at tre kunstnere får et karriereforløb skræddersyet til præcis deres ønsker og behov. Blandt de seneste års vindere finder man navne som The Eclectic Moniker, Djämes Braun, Kaliber, Ida Gard, Birk Storm, Vild $mith, Sonja Hald, Katinka og The Minds of 99.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
