USA er ikke kendt for at have et stort statsligt apparat, der bakker op om kunst og kultur, men trods alt har man siden 1965 haft en ordning, der tilgodeser kunsten og kunstnere med donationer. Støtte til projekter, museer, teatre, musikuddannelse og meget mere er uddelt via det statslige og uafhængige organ, National Endowments for the Arts (NEA). Udgifterne hertil udgør en ganske lille brøkdel af USA’s samlede budget (se graf nederst), men lukningen af institutionerne har en evident symbolsk effekt for Præsident Trump og dennes politik.
Trump-administrationen barsler i sit budgetforslag for 2018, udover at fjerne kunststøtten, også med at fjerne det økonomiske grundlag for National Endowment for the Humanities (NEH), der er et tilsvarende organ, som støtter uddannelse, forskning og folkeoplysning.
Stor skuffelse
”Vi er skuffede, fordi vi oplever, at vores støtteordninger gør en mærkbar forskel for personer i alle aldre i tusindvis af fællesskaber, store, små, by og land, og i alle nationens kongresdistrikter, ” udtaler forkvinde for NEA, Jane Chu, i en erklæring.
MUSIKEREN har været i kontakt med repræsentanter for NEA, som har ladet forstå, at de sætter pris på opbakning og udbredelse af budskabet, men at institutionen i kraft af sin rolle som organ for forbundsregeringen ikke selv kan deltage i kampen for sagen.
”Vi vil dog fortsætte vores arbejde med at oplyse og viderebringe kendskabet til NEA’s vitale rolle med at betjene nationens fællesskaber,” lyder det fra NEA.
NEA er rygraden i amerikansk kultur
I en nyligt offentliggjort video fortæller en lang række kunstnere, om betydningen af NEA for kunst- og kulturlivet i USA.
”Det er virkeligt vigtigt, at vi får folk til at indse, hvor meget NEA i stilhed har udgjort rygraden for store kulturinstitutioner, kunstnere og kunstprojekter,” fastslår kunstner og arkitekt Maya Lin.
Skuespiller Robert Redford siger i videoen, at NEA tager både kunst og udvikling af nye kunstnere alvorligt. Redford konkluderer, at NEA efter hans mening ikke bare skal overleve, men skal vokse sig større. Dette er imidlertid ikke Trumps planer.
Se videoen her
From: Nyheder fra MUSIKEREN
