Dansk Live inviterede i sidste uge til heldagskonferencen Live Music Summit 2017, hvor branchefolk fra lande som Danmark, Sverige, Norge og Finland var samlet i Den Sorte Diamant for at høre en række debatter og refleksioner over, hvordan fremtidens livescene skal se ud.
Efter en kort velkomst fra Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) blev ordet givet til Londons nattelivsborgmester, også tituleret Londons Night Czar, Amy Lamé, der som talskvinde sørger for et livligt arrangørmiljø i London. Her arbejder hun blandt andet for LGBT-venues, der forsvinder flere og flere af, men som er vigtige, idet de sikrer diversitet, kreativitet og fællesskab, understregede hun.
Teknologi understøtter oplevelsen
I en paneldebat med Georgia Taglietti fra festivalen Sonár i Barcelona og Robin McNicol fra festivalen Bonnaroo i Tennessee, USA, blev fremtidens tendenser for festivalscenen diskuteret. Begge festivaler har i de senere år arbejdet med at udvide programmet med andet end musik.
Hos Sonár har de blandt andet fokuseret på teknologiske events i dagtimerne, mens aften- og nattetimerne er helliget musikken. Bonnaroo har udvidet med comedy-events, hvor Jerry Seinfeld har underholdt, og hvor publikum har haft mulighed for at blive fotograferet med South Parc-figurer.
Når festivalerne afprøver events som disse, bunder det særligt i ét argument, fortalte Robin McNicol:
Det handler hele tiden om at skabe cool events for publikum og ikke kun bevæge sig i én retning. Men musikken vil altid være grunden til, at folk er der, og der er heller ikke noget af det andet, der vil erstatte musikken. Det er udelukkende add ons.
Sonár har gennem årene fokuseret mere og mere på at ”forlænge oplevelsen” gennem brug af de sociale medier. For eksempel har de afholdt eksklusive Skype-koncerter og streamet flere af deres events. Men heller ikke det, overskygger festivalens grundeksistens; nemlig elektronisk musik.
Det fortalte Georgia Taglietti:
Alle vil dokumentere oplevelser med deres telefoner, og det kan vi ikke ændre på. Men det handler i sidste ende om musikken, og teknologien er blot et middel til at understøtte dette. Der ligger så meget kultur i en festival som Sonár, som intet har med teknologi at gøre. Men den helt store udfordring er helt sikkert at forblive relevante.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
