Resultatet af den ansøgningsrunde, som blev sat i gang for snart et år siden, hvor 27 spillesteder i 21 kommuner ansøgte om at blive regionalt spillested i perioden 2017-2020, er 19 udpegede spillesteder.
LÆS OGSÅ: Positiv evaluering af de regionale spillesteder
I stedet har man peget på Turbinen i Randers og det såkaldte Spillestedet Thy som til forskel fra de andre udvalgte ikke er et fysisk spillested, men derimod et ”flydende spillested” forstået på den måde, at koncerterne vil foregå forskellige steder i området. Ansøgningen er kommet fra en række spillere i Thy, heriblandt Thy Music Collective og foreningen URT, der har forenet kræfterne for at blive regionalt spillested. Tilsammen vil man udnytte de muligheder der er i Thy for koncerter på alternative steder.
Udvalgsformand Bente Dahl udtaler:
”Med de to nye spillesteder i Thy og Randers bliver nettet af regionale spillesteder styrket med nye idéer om musikformidling. Begge spillesteder er på hver deres måde godt forankret i de kommunale kulturpolitikker. Kommunerne understøtter ikke alene med penge, de engagerer sig også i, hvordan musikken kan blive et aktiv i folkeskolerne og i udviklingen af de musikalske vækstlag.”
Spillestedernes rammaftaler, der blandt andet ser på det antal koncerter i forskellige kategorier de regionale spillesteder forpligter sig til, forhandles på plads hen over sommeren.
De otte spillesteder, som får afslag på deres ansøgning om at være regionale spillesteder, forventes at fortsætte som vigtige koncertsteder med honorarstøtte fra stat og kommune, men uden de forpligtelser, som følger med at være et regionalt spillested.
Om regionale spillesteder
De regionale spillesteder har som formål at formidle, præsentere, profilere og udvikle det rytmiske musikliv lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Fokus er på kvalitet, mangfoldighed og fornyelse. Af de 19 udpegede spillesteder er 17 blevet genudpeget, mens 2 er nye: Spillestedet Thy og Turbinen i Randers, og Loppen og Culture Box blev ikke udpeget.
Statens Kunstfonds tilskud til regionale spillesteder finansieres af årlige bevillinger på finansloven og fra Kulturministeriets musikhandlingsplan ”Talent Forpligter”. På finansloven er der bevilget et årligt beløb på 25,7 mio. kr. og på musikhandlingsplanen er der i perioden 2015-2018 afsat 7 mio. kr. årligt, heraf 5 mio. kr. øremærket til talentudvikling.
For at blive regionalt spillested er det en betingelse, at spillestedet har opnået en substantiel kommunal medfinansiering.
LÆS MERE: Se listen med de regionale spillesteder for perioden 2017-2020
From: Nyheder fra MUSIKEREN
