En ny undersøgelse fra Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet skal undersøge om musik forbedre børns indlæring og styrke vores evner inden for områder, der slet ikke har med musik at gøre.
30.000 danske elever fra 450 skoler og fra 0.-klasse og op til 3.g i gymnasiet skal henover de næste tre uger deltage i Masseeksperimentet 2016. De skal gennem individuelle tests bidrage videnskabeligt til at vise, om gode musikalske hørefærdigheder hænger sammen med god hukommelse.
Musik kan have betydning for arbejdshukommelse
”MasseEksperimentet vil give os ny værdifuld viden om, hvad der sker i hjernen, når man lytter til eller spiller musik. Det er ikke påvist, at musik forbedrer intelligensen, men noget tyder på, at aktiv musikudøvelse kan have betydning for vores arbejdshukommelse, altså vores evne til at fastholde og håndtere information. Musik er måske vejen til bedre læring i skolerne,” siger Peter Vuust, der er bassist og professor på Center for Music in the Brain på Aarhus Universitet / Det Jyske Musikkonservatorium.
Musikquiz tester hukommelse
I testen skal eleverne gennem en musikquiz, hvor de får testet deres evne til at høre forskel på små variationer i rytme og melodi. Quizzen efterfølges af en hukommelsestest, hvor de skal huske talkombinationer. Derudover skal de besvare spørgsmål om deres køn, alder, bosted og brug af musik.
Svarene vil give et billede af børn og unges forhold til musik, hvad der påvirker deres musikalske hørefærdigheder, og om det for eksempel giver samme kompetencer at lytte til musik som at udføre musik selv.
Test dig selv med denne pixi-udgave af testen:
Træne gennem melodier og rytmer
Alle testpersonerne kan downloade en app, hvor de gennem fem forskellige spil kan træne deres musikalske evner og derefter gennemgå en ny husketest, så forskerne kan se, om hukommelsen forbedres af at lytte til musik.
”Vi tror, det oftest vil være sådan, at hvis man er god til at skelne noder, rytmer og harmonier, vil man også have gode færdigheder på andre områder. Undersøgelsen vil give os svar på, om man kan lære at huske bedre ved at træne de musikalske færdigheder,” siger Peter Vuust.
Årligt fokus på science, teknik og sundhed
MasseEksperimentet er et skoleeksperiment, der afholdes hvert år i uge 39, hvor der udvikles et nyt eksperiment i samarbejde med en eller flere forskningsinstitutioner. 150.000 skole- og gymnasieelevers sætter i den uge fokus mod science, teknik og sundhed. I år er temaet hjerne og hjerte.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
