Streaming: Udfordringer og masser af muligheder

Musikbranchen på SPOT fik diskuteret streamingens udfordringer i en lang række paneler med musikselskaber, musikere og managers. Men en manager og analytiker kom i stedet med en mere positiv vinkel og fremlagde streaming som et potentielt slaraffenland af big data.

Big brother markedsføring med big data

Christian Taagehøj, musiker og manager for bands’ne Sleep Party People, CODY og Slaraffenland, har valgt at arbejde strategisk ud fra de big data, han kan samle ind om lyttere, fans og følgere af de bands, han arbejder for.
”Der er så mange data tilgængelige via sociale medier, fra streaming og mange andre steder, at vi ved mere om forbrugerne end nogensinde før,” sagde Christian Taagehøj som opfordrede musikere, selskaber og managers til at skaffe sig alle de data, de kan og bruge dem strategisk.
Selv studerer han Digital Innovation and Management på IT Universitetet og har måske dermed et bedre udgangspunkt end de fleste managers. Men der er indsatser, hvor man ikke behøver den store indsigt for at finde værdien af data. Som manager for Sleep Party People har Christian Taagehøj eksempelvis brugt Facebook-insights til at planlægge og markedsføre bandets turné. Ganske simpelt ved at studere, hvor i verden følgerne kom fra og dernæst segmentere kommunikationen geografisk, så den blev rettet mod mindre grupper, fordi det skabte større aktivitet.
Nogle data er lettere at gå til end andre og nogle skal man kæmpe for at få fat i. Christian Taagehøj understregede, at det kan være svært at få data fra fx streamingtjenester og musikselskaber, og at det kræver både statistisk sans og intuition at konvertere big data til reel indsigt og strategi.

Tjener på andres indhold

Andre paneler omhandlede primært den manglende indtjening for – især – musikere og musikskabere, når det gælder streaming.
Niels Mosumgaard, KODAs formand, fremlagde, at præmissen om, at sites som Youtube og Facebook ikke skal betale for indhold, fordi det lægges op af brugerne, er forældet.
”De er blevet til sites, der tjener kassen på indhold, som de ikke betaler for,” sagde han.
KODA har en aftale med Youtube om betaling af en procentdel af reklameindtægterne til musikskaberne. Aftalen var et forsøg på at være ”moderne”, men har vist sig at give uendeligt lidt i indtægter ifølge Niels Mosumgaard. Han efterlyste andre veje for at få en ny aftalemodel og nævnte udfordringer som manglende gennemsigtighed og data, og at man forhandler enkeltvis fra land til land.

Al magt til forbrugerne

IFPIs kommunikationschef Lasse Lindholm gennemgik musikselskabernes transformation fra den noget aggressive reaktion i starten af nullerne, hvor retorikken primært gik på at “sagsøge pirater ind i helvede”. At det meste af salen grinede over at gense de mange trusselsvideoer mod pirater fra dengang, siger en hel del om, hvor meget der siden er sket.
”I dag er fokus på musikbrugerne. Det handler om, hvordan de ønsker musikken, og derfra skal vi sikre os, at de har adgang til den,” sagde Lasse Lindholm.
LÆS SÅ: Musikken i centrum på SPOT

From: Nyheder fra MUSIKEREN