Streaming: Jubel eller bekymring for dansk musik?

I mange år har danske musikere og sangskrivere haft grund til at glæde sig over, at dansk musik klarer sig særdeles godt i Danmark. Publikum køber og lytter til dansk musik i stort omfang. Men vil det mønster fortsætte på streamingtjenesterne?

Markant nedgang i Norge

Norge er en tand længere fremme med streaming end Danmark. Og her blinker en ny rapport med advarselslamperne i forhold til andelen af norsk musik på streamingtjenesterne. ”Nordgård-utvalgets” rapport fra juli 2013 fortæller, at ”norskandelen” på streamingtjenesterne ligger på mellem 10 og 15 procent. For syv-otte år siden var andelen af norsk musik for indspillet musik på mellem 40 og 50 procent.

Glædesbudskab fra Spil Dansk Dagen

Umiddelbart kan man ikke skimte lignende katastrofetal herhjemme. Tværtimod fortæller Spil Dansk Dagens sekretariat en ren hurra-historie. Spil Dansk Dagen, der finder sted torsdag 31. oktober, udsendte for tre uger siden en pressemeddelelse om, at dansk musik klarer sig umanerligt godt på streamingtjenesterne. ”Når danskerne streamer musik, er hvert andet nummer dansk,” hedder det i pressemeddelelsen. Men pressemeddelelsen fortæller ikke hele historien.

Fundamentet for tallene

Baggrunden er en undersøgelse, Spil Dansk Dagen har foretaget ved at spørge om ”danskandelen” hos streamingtjenesten WiMP, streaming- og download-tjenesten TDC Play samt bibliotekernes ”downlån”-tjeneste Bibzoom. Man har undersøgt hitlisterne de tre steder og konstateret, at andelen af dansk musik ligger på omkring 50 procent.
Yderligere henviser pressemeddelelsen til IFPIs årsopgørelse for 2012, hvor danske udgivelser udgjorde 48 procent af det samlede digitale salg. Her er medregnet både download og streaming.

Spotify er ikke med

Hvis man lige lader sin indre detektor komme i spil, er der én meget vigtig detalje i Spil Dansk Dagens pressemeddelelse, der er værd at bemærke. Nemlig at Spotify IKKE er med i undersøgelsen. De har ikke villet medvirke, fortæller Spil Dansk Dagens pressesekretariat.
Men hov. Er Spotify ikke den største og vigtigste streamingtjeneste herhjemme? Det er der meget, der tyder på. Spotify fortæller ikke selv, hvad deres markedsandel i Danmark er. Det gør de øvrige streamingtjenesterne heller ikke.

Spotify er størst

En undersøgelse foretaget af Epinion for DR’s Medieforskning og offentliggjort i september 2013 viser, at Spotify har fat i 51 procent af brugerne af musikstreaming. TDC Play sidder ifølge denne undersøgelse på 26 procent, men WiMP har fat i under fem procent.
En anden undersøgelse fra maj 2013, lavet af YouGov for mobilselskabet Telia, viser lignende tal. Her snupper Spotify 58 procent, TDC Play 39 procent og WiMP syv procent.
Hvis Spotify er den altdominerende spiller, bør deres tal for ”danskandelen” med ind i regnskabet. Hvis det skal være troværdigt.

Vi tagger ikke dansk musik

Vi har spurgt Spotify, hvordan fordelingen af dansk og international musik er på deres danske tjeneste.
”Desværre tagger vi ikke musikken som dansk – eller som værende fra andre lande – på de digitale tjenester. Så det er svært for os at levere disse data,” siger Sofie Grant, talskvinde fra Spotify i Skandinavien, til MUSIKEREN.
Det er altså ikke muligt at få præcise tal på, hvor meget dansk musik fylder på Spotifys danske streamingtjeneste. Sofie Grant henviser derimod til Spotifys officielle toplister. Her kan man konstatere, at den aktuelle top 20 trackliste (mandag 28. oktober) indeholder fire danske navne ud af 20. Med Rasmus Seebach som nummer et og Burhan G som nummer tre. Men når man ikke kender de bagvedliggende tal for antal streams på de enkelte tracks eller forskellen på antal streams på nummer et og to for eksempel, er det vanskeligt at se, hvor stor den reelle ”danskandel” er.

Tilgængelige tal fra Norge og Sverige

Tallene fra Norge – med det dramatiske fald i andelen af norsk musik på streamingtjenesterne – er ifølge ”Nordgård-utvalgets” rapport hentet fra IFPI Norge og TONO (Norges svar på Koda).
I Sverige viser tal fra The Swedish Recording Industry Association og IFPI Sverige, at svensk musik har 40 procent af det samlede musiksalg (2012). I Sverige tordner streaming frem og bærer en markant fremgang for indspillet musik. Det er værd at lægge mærke til, at samtidig med stigningen i streaming er andelen af svensk musik gået tilbage de seneste fem år. Eksempelvis er der sket et fald fra 54 procent i 2011 til 40 procent i 2012.

Forsker: Brug for statistik og tid

Den svenske forsker Daniel Johansson, der arbejder med musik og digital distribution, siger til det norske musikmagasin ballade.no:
”Der er behov for at studere udviklingen over tid. Vi har brug for mere specifik forskning om, hvad der sker i de “blødere” processer, såsom i marketing og på sociale medier… meget kan gøres, hvis forskerne får adgang til statistik fra streamingtjenester og de forskellige aktører i branchen.”
Et lønligt håb for den højt besungne gennemsigtighed i streamingmarkedet, kan man tilføje. Og måske også lige minde om, at det er svært at give et retvisende billede af forbrugsmønstre og andele af de enkelte landes egne musikandele på streamingtjenesterne uden at få YouTube på banen. YouTube er ifølge talrige brugerundersøgelser den foretrukne musikstreamingtjeneste for især den yngre del af forbrugerne.
Læs mere:

  • Spotify sidder tungt på streaming i Danmark.
  • DR Nyhed om at hver femte lytter til musik via streaming-tjenesterne.
  • Rapport fra Nordgård-utvalget udsendt af det norske Kulturdepartement.
  • Artikel om forskellige holdninger til streamingmarkedet i Norge.
  • Pressemeddelelse om stigende musiksalg i Sverige udsendt af Svensk IFPI.
  • Pressemeddelelse fra Spil Dansk Dag om en stor andel dansk musik på streamingtjenesterne.

From: Nyheder fra MUSIKEREN