Manglende musikalsk mangfoldighed og udtryksmuligheder, færre musikalske farver og måske endda frafald af sub-genrer er nogle af de negative kulturelle konsekvenser, der tegner sig i horisonten, hvis ikke de store orkestres forhold forbedres. Det blev diskuteret, da World Music Denmark i samarbejde med JazzDanmark, DMF, ROSA, SNYK, Rytmisk Center og Musikparlamentet indkaldte til et debatmøde om de store rytmiske bands mandag den 2. september i et fyldt Musikcafeen i København.
Baggrunden var dagens virkelighed for de store orkestre. For hvis det ikke har været tydeligt før, så er det en kendsgerning nu: De store rytmiske besætninger har bevisligt fået det sværere, og har vanskeligt ved at få økonomien til at hænge sammen.
I debatpanelet sad ordstyrer Mikael Pass fra Frost Festival, Henrik Marstal (Ph.d. i Musikvidenskab, debattør, musiker), Jesper Nordahl (Formand for Dansk Live, næstformand i Københavns Kommunes Musikudvalg, leder af Amager Bio) og Kristoffer Rom (Tambourhinocerus, ArtRebels, tidl. OhNoOno)
Specialstøtte til World Music
For World Music Denmarks vedkommende ophørte en speciel honorarstøtteordning med Kunstrådets Musikudvalg i 2009 omkring støtte til større rytmiske ensembler. Og siden er virkeligheden strammet til – også via den økonomiske krise. Så da WMD i 2011 foretog en undersøgelse af konsekvensen af støtte-ophøret, viste det sig, at der både var en nedgang i antallet af orkestre med over seks musikere, samt at de tilbageblevne både var blevet betalt dårligere og havde fået meget mindre at lave. Og situationen har ikke bedret sig – tværtimod – viser WMD’s seneste indsigt i området, samtidig med at problematikken synes at gælde alle den rytmiske musiks genrer.
Musikalske konsekvenser
Som illustration til dagens problematik spillede The Eclectic Moniker et nummer i to versioner – én som trio og en som stort ensemble. Fremførelsen var ikke tendentiøs, og hver version havde sine kvaliteter: trio-udgaven var nøgen, tæt og rock-agtig, mens den store version med ekstra guitarer, sax, keyboards, percussion, kor m.v. gav mulighed for anderledes musikalsk svæv med krydrede akkorder og dybere fundament. Selvom salens modtagelse af begge versioner var meget positiv, lagde forsanger Frederik Vedersø dog ikke skjul på, at han langt foretrak den store band-udgave:
”Jeg synes selv, jeg synger bedre i det større format, og at jeg bliver skudt bedre af sted med stort band,” mente han, mens han fik pusten. Og fortsatte argumentationen med at fremhæve, at det i det hele taget er vigtigt at kunne fremføre sin musik, som man har tænkt den – i stedet for at skulle skære.”
Store orkestre har fødekædeagtig funktion
Under mødet blev der bl.a. talt om den funktion store orkestre kan have på den musikalske fødekæde:
”Det første sted (at sætte ind, red.) er da helt klart i forhold til forbrugerne. Store bands har en fødekædeagtig funktion. Og hvor det lykkes bands som The Eclectic Moniker eller Efterklang m.fl., at slå bredt igennem med musik med alternativ instrumentering, så bidrager det også til, at lille Peter synes, det er lige så fedt at spille trompet som elguitar,” sagde Kristoffer Rom.
Mulighederne ændrer sig
”Musikhistorien er rig på eksempler på, at man er blevet nødt til at skrive for mindre besætninger, fordi de store har været for dyre. Eller genrer der er døet ud – og vi kan ikke udelukke, at det sker igen. Det er gået op og ned før – vi kan håbe, det går op igen,” sagde Henrik Marstal, og påpegede at mange genrer har været tvunget til at genopfinde sig selv – og har gjort det. Og at der lige nu stilles krav til opfindsomhed og nye præsentationsveje hos de store orkestre – især når klubberne nu ikke vil eller har råd. Så også på den måde ligger presset på musikerne, som må arbejde endnu mere for at gøre sig og deres musik nødvendig.
Musikere erstattes af backtracks
For at spare penge på tariffer bruger flere bands backtracks til at udfylde musikernes roller. Her påpegede Marstal, at backtrackets indtog først og fremmest var sket på poppens og rockens område, fordi de genrer er de mest forandringsvillige – modsat f.eks. jazzens bigband-musik, hvor backtrack som erstatning for blæserne ville være kunstig og virke utroværdigt. Og derudover har poppens og rockens publikum hurtigt accepteret backtrack i livesituationen.
Jesper Nordahl fortsatte i samme spor, og mente at publikums forventninger har ændret sig over en meget lille periode – og har været hurtig til at tage dj-kulturen til sig, hvor eneste instrument er en laptop. Men han slog også på, at det kommer helt an på musik og genre:
”Der er bands, hvor der SKAL horn med for at få den fede lyd ud, og så er der andre nyere bands, der kan gøre det samme sequenzed,” sagde Jesper Nordahl.
Tariffer
Den største knast på mødet var dog tarif-diskussionen. Og her var en del uenighed om, hvordan tarifferne skulle være. Morten Højring fra DMF var dog helt klar i sin opfattelse af tarif-diskussionen:
”Hvis man går ind og laver upcoming-tariffer eller specielle tariffer for store bands, så er vi alle upcoming eller stort ensemble om kort tid. Virkeligheden er, at det kun er selskabs-musikerne og de store rockstjerner, der kan leve af musikken uden at den i en eller anden udstrækning er støttet, offentligt eller privat.”
”Det nytter derfor ikke at ville lave sær-tariffer for store ensembler, da hele idéen med tariffer så vil forsvinde – at man netop har en mindsteløn for musikere, der gælder alle. En løn som er stor nok til, at man kan leve af den, så man kan dedikere sit liv til at skabe musik af høj kunstnerisk kvalitet,” sagde han efterfølgende.
Jesper Nordahl havde et forslag til ensemblestøtten: ”Måske kan man også se på en ensemblestøtte møntet mod de større orkestre, og forslaget blev fulgt op af Henrik Marstal, som ikke var imod, men mente at det ville kræve enighed i musikmiljøet og organisationerne imellem, ”fordi der ikke kommer flere midler til musikken, og der derfor bare vil blive skåret et andet sted”.
Andre veje til at få økonomien til at bære
Jens Rømer fra Klaverfabrikken kom med et eksempel på en anden tankegang, der fik almen anerkendelse – nemlig bookingen af guitaristen John Sund sammen med vokalensemblet Glas:
”Med 14 mand ville det give 26-28.000 kr. i tariffer. Og sådan noget kan man ikke skabe overskud på – tværtimod er det en garanti for underskud,” sagde Rømer. I stedet, fortalte Rømer, havde Klaverfabrikken aktiveret andre parter i lokalområdet til at gå ind i projektet – og han opfordrede andre til at gøre noget lignende: Lav børnekoncerter på musikskoler og folkeskoler – og lav workshops – for at få projekter som dette og musikken til at leve i det hele taget.
Marstal rundede af med at sige at: ”Kulturel mangfoldighed er ikke noget, der giver sig selv. Bag ved ligger, hvor mange penge Staten vælger at bruge på musik, og hvor mange penge arrangørerne har mulighed for at betale. I sidste ende er det altså et spørgsmål om kroner og ører, når det gælder kulturel mangfoldighed.
Det var en rigtig positiv tone på mødet, der gav delkonklusioner, anerkendelse af problematik, forslag om reality-tjek og afsøgning af nye veje til de store orkestres kamp for overlevelse. Forhåbningerne om mere, havde også været jubel-optimistisk – men nu er agendaen i det mindste sat på dagsordenen igen.
From: Nyheder fra MUSIKEREN