Det Obelske Familiefond støttede i 2012 etableringen af ti regionale sangkraftcentre med målet at udvikle et netværk af sangmiljøer rundt om i landet. Netværket af sangkraftcentre har siden da arbejdet på at etablere langtidsholdbare organisationer og miljøer, der kan styrke og professionalisere arbejdet med sangen. Nu har fondet valgt at støtte med yderligere seks millioner kroner.
I dag har Danmark ti regionale sangkraftcentre, som også er aktører i Sangens Hus. Mads Bille, kunstnerisk leder af Sangens Hus og med-initiativtager til sangkraftcentrene siger:
At Det Obelske Familiefond har været tilfredse med udviklingen af sangkraftcentrene i en grad, så de har valgt at støtte projektet i yderligere tre år, er en stor og glædelig nyhed for alle, der holder af sang. Det overskud og den ro det giver at få mulighed for at fokusere på vigtige udviklingsområder over flere år er af afgørende betydning for det store løft af sangen, som vi sammen er i gang med at skabe.
LÆS OGSÅ: Sangkulturen får en ny stemme
Elitearbejde og lokal forankring
I de næste tre år vil der være fokus på at udvikle sangkraftcentrenes elitemiljøer for at få en stærk fødekæde af dygtige unge til de sangfaglige uddannelser. Desuden vil den lokale forankring være i fokus, når de Obelske fondsmidler skal fordeles til sangkraftcentrene:
”Med langtidsholdbarhed for øje er det vitalt, at sangkraftcentrene og kommunerne sammen finder ud af, hvordan de kan hjælpe hinanden med at skabe fantastiske lokale sangmiljøer,” slutter Mads Bille.
Danmarks ti Sangkraftcentre er væsentlige aktører i Sangens Hus. Sangkraftcentrene er lokalt forankrede sangmiljøer, som arbejder for at langtidssikre arbejdet med sangen bl.a. gennem samarbejder og projekter som sikrer lokal synlighed og opbakning.
LÆS MERE: www.sangenshus.dk
From: Nyheder fra MUSIKEREN
