Roskilde for alle – alle for Roskilde

”Vi kan nærmest ikke ønske os en bedre festival end den, som vi har oplevet i år,” siger en glad administrerende direktør for Roskilde Festival, Henrik Rasmussen, efter en veloverstået uge i musikkens tegn med over 100.000 solgte billetter og 31.000 frivillige, der får hele Roskilde Festivalen til at hænge sammen.
LÆS OGSÅ: Reportage fra DMF’s stand på Roskilde

Bredt program

Og der var masser at glæde sig over – vejret var godt, programmet var bredt fra det hårde rock til world music, fra singersongwritere til dj electronic dance music, fra klassisk rock til funky dansebands. Navne som Rolling Stones og Stevie Wonder samlede generationerne, så aldersspredningen var lige så bred som spredningen i musikgenrerne.

Musikerne var begejstrede

Musikerne havde også haft en fest med at spille for det dedikerede publikum, skriver Roskilde Festival i en pressemeddelelse:
”Igen i år har vi bemærket, at tilstrømningen til både store og små scener vidner om et publikum, der elsker musik i alle afskygninger. Det kan altså også mærkes helt oppe på scenen, hvor store som små artister har kommenteret den overvældende modtagelse, som de får. Hvad enten det handler om Banks, der proklamerede at publikum ‘left me speechless’ eller Damon Albarn, der flere gange fortalte om Roskilde Festivals betydning for ham igennem årene. Med et spænd fra avantgarde over klassisk rock til den rendyrkede fest fra Major Lazer har vi også kunnet levere noget for stort set enhver smag og sikret, at vi ikke bare pleaser, men også udfordrer og rykker vores gæster,” siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén.

From: Nyheder fra MUSIKEREN