Travlhed og jag ender med at give Hr. Skæg stress i særdeles voldsom grad i årets Cirkus Summarum-forestilling. Den elskelige herre kan end ikke huske første bogstav i alfabetet, og så ved man da, at den er helt gal.
Four More Shows
Nøgleordet i årets Cirkus Summarum-forestilling er ”tiden” – ikke mindst mangel på tid. Tiden er løbet fra cirkusdirektøren Kaj (Rasmus Bjerg) og hans cirkus, men han vil gerne følge med tiden. Han omdøber sit telt til Cirkus Suverænum under slogannet Four More Shows for at presse sine artister til at yde noget mere – for især med Bamse går det noget langsomt…
Børnefamiliernes udfordringer
Igen i år introduceres børnefamilierne således til nogle af hverdagens velkendte udfordringer med at få tiden til at slå til. Det foregår i finurlige ordspil og underholdende cirkusindslag ledsaget af musik fra det velswingende DR Big Band, der i øvrigt er medarrangør af cirkusforestillingen sammen med Muskelsvindfonden. Og hvor ville man ønske, at netop bigbandet kom mere ned i manegen og at musikken kunne spille en endnu større rolle i forestillingen, når man nu alligevel har et band i verdensklasse under teltdugen.
Popmusik med bigband
Musikalsk er det dog så som så med lige netop bigbandmusikken. Selvom der er jazzfestival i byen er der i år ikke meget jazz i Cirkus Summarum. Trommeslager Søren Frost fra DR Bigband fortalte sidste år, hvordan forestillingen også indebar en mission om at bringe bigbandmusikken ud til folket. Cirkus Summarum overværes nemlig på en sommer af 90.000 tilskuere. Søren spiller ikke med i år, skal retfærdigvis nævnes, og bigbandet bevæger sig overvejende inden for mainstream pop/rock med et strej af reggae – og lidt blues i Kajs sang om at passe på ”Tidsrøveren,” der er med til at tilføje en anelse mørke til det ellers livsglade univers.
God bedømmelse fra børnene
”Den var lidt uhyggelig,” var de to junioranmeldere på hhv. 5 og 8 år enige om, da de efterfølgende vurderede forestillingen, der fik tildelt 7 ½ point på en skala fra 1-10. Og det er da ganske flot! Det betyder dog, at den ikke er helt i top sammenlignet med favoritten fra 2012, hvor cirkusdirektørens datter, Carla spillede en fremtrædende rolle. Optrædende talentfulde børn er noget, de unge tilskuere kan relatere sig til, husker og belønner med hele 9 ½ point. Så showet var altså ikke helt oppe i de højere luftlag i år, selvom der dog var masser af dygtige danse- og statistbørn i manegen.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
