”Kirstine Schneider får P2 Talentprisen 2017 for at musicere med solistisk format og med en sjælden varme og naturlighed, så vi fornemmer musikkens indre liv,” lød det i motiveringen for overrækkelse af Talentprisen til den unge violinist.
Hun har studeret på Manhattan School of Music, spillet i New York String Orchestra og givet koncerter i Carnegie Hall. Nu er den 23-årige violinist Kirstine Schneider tilbage i Danmark, hvor hun går på Det Kongelige Danske Musikakademi. I efteråret var hun solist i Esa-Pekka Salonens Violinkoncert med Copenhagen Phil, da koncerten for første gang blev spillet i Danmark. I fredags modtog Kirstine Schneider P2 Talentprisen 2017, som P2 hvert år giver til en yngre dansk musiker under 30 år eller et ensemble, der har markeret sig i den forgangne koncertsæson.
På aftenen blev en række andre priser overrakt:
Årets Ildsjæl 2017
340 P2-lyttere og -brugere er i løbet af januar kommet med deres indstilling til, hvem der skulle have prisen for at have gjort en ekstra indsats for den klassiske musik. P2 Prisens fagjury gav prisen til violinisten Lisbeth Sagen, der gennem sit projekt MusikBeRiget spiller musik for indlagte på landets hospitaler. ”Lisbeth Sagen bruger den klassiske musik i sin rene form til at skabe glæde og varme, når livet er sværest,” lød det blandt andet i motiveringen for at gøre hende til ‘Årets Ildsjæl’.
P2 Kunstner 2017
Cellisten Andreas Brantelid får prisen ‘P2 Kunstner 2017’, hvilket blev meldt ud allerede i november. ”Hvad enten det er som solist foran et stort symfoniorkester, i intenst kammermusikalsk samspil eller helt solo, strømmer musikken frit og direkte fra Andreas Brantelids cello. Og med et spil præget af en lyrisk romantisk grundtone er Andreas Brantelid et levende bevis på, at ægte følelser stadig har en gang på jord,” hed det blandt andet i begrundelsen.
Årets Danske Album 2017
P2 Prisen ‘Årets Danske Album 2017’ går til ‘Let Me Tell You’ for Hans Abrahamsens isnende skønne musik for sopran og orkester, der gendigter Ofelias historie. Sopranen Barbara Hannigan tegner Ofelia som en reflekterende, sårbar og stærk figur. I symbiose med Hans Abrahamsens besjælede vinterlandskab smelter hun vores hjerter. Frugterne af deres samarbejde er et højdepunkt i dansk musikhistorie.
Årets Koncertøjeblik 2017
P2 Prisen ‘Årets Koncertøjeblik 2017’ går til Susanne Elmark for rollen som Marie i Bernd Alois Zimmermanns opera ‘Die Soldaten’ i en række opførelser i Zürich, Berlin og Buenos Aires siden 2013. Med et brændende scenisk nærvær og virtuositet formidler Susanne Elmark den martrede Marie, så hun fremstår lyslevende for publikum af i dag.
Årets Nyskabelse 2017
P2 Prisen ‘Årets Nyskabelse 2017’ går til Copenhagen Phil for konceptet ‘Open Orchestra’, der giver publikum større medansvar for udbyttet af musikken ved koncerter og på nettet. Der sættes ansigt på hver enkelt orkestermusiker, og vi lukkes ind i anatomien i kendte mesterværker og helt nye kompositioner. Et innovativt projekt, der beriger og vover.
LÆS OGSÅ: Symfonisk musik i øjenhøjde (artikel på musikeren.dk om Open Orchestra
Flere artikler på musikeren.dk i serien om landsdelsorkestrenes alternative koncertprojekter:
Musikalsk grænsebrydning i Sønderjylland (om Sønderjyllands Symfoniorkesters samarbejde med eksperimenterende lydkunstner
Heldigvis kom der ikke maling på min violin (om Aalborg Symfoniorkesters kunstkoncert med Kristian von Hornsleth)
From: Nyheder fra MUSIKEREN
