“Da vi fik nyheden, udspillede der sig jubelscener som i en fodboldkamp, hvor vi lige havde scoret!” siger DR SymfoniOrkestrets formand René Mathiesen om valget af Fabio Luisi som orkestrets nye chefdirigent og fortsætter:
“Med Luisi som chefdirigent har vi mulighed for at bevare den nuværende kunstneriske flyvehøjde – og endda nå endnu højere. Han er det helt rigtige valg for os; en passioneret kunstner, en naturlig autoritet på dirigentpodiet og et utroligt sympatisk menneske.”
International superliga
Det er ikke hvem som helst, der fra 2017 skal stå i spidsen for orkestret. 55-årige Fabio Luisi tilhører den internationale superliga blandt dirigenter og er en af tidens mest eftertragtede maestroer. Han har modtaget flere Grammyer for sine indspilninger, høstet formidable anmeldelser for sine koncerter og er for tiden chefdirigent for Zürich Operaen og førstedirigent ved New Yorks Metropolitan Opera. Om samarbejdet med DRSO siger han:
“Jeg er meget stolt af at blive valgt som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret. Jeg har holdt af orkestret siden det allerførste øjeblik, hvor vi arbejdede sammen tilbage i 2010, og udsigten til at skulle beskæftige mig intensivt med disse skønne musikere i de kommende år er for mig en kæmpe glæde.”
Travl dirigent
Fabio Luisi har i første omgang underskrevet en treårig kontrakt med DR SymfoniOrkestret fra 2017 til 2020. Det er ikke muligt at få en dirigent af hans kaliber tidligere. I kontrakten indgår desuden en aftale om, at hans tilknytning til orkestret bliver støt stigende frem mod 2017.
For tiden er han chefdirigent for Zürich Operaen og førstedirigent ved New Yorks Metropolitan Opera, og glæder sig til at arbejde med DRSO:
“Jeg betragter DR SymfoniOrkestret som et orkester med et utroligt kendskab til det symfoniske repertoire samt et fantastisk åbent sind: I vores tidligere samarbejder og i de samtaler, som jeg har haft med ledelsen, har jeg virkelig kunnet fornemme en stærk vilje til at få placeret orkestret blandt verdens absolut bedste: Det er min forhåbning, at jeg kan hjælpe orkestret med at opnå dette mål,” siger Fabio Luisi om DR SymfoniOrkestret.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
