Musikbranchen bliver en mere og mere kompleks størrelse, der kræver både brede og mere specialiserede kompetencer. En ny uddannelse på Det Jyske Musikkonservatorium giver aktører i musikbranchen mulighed for at udvikle og specialisere deres kompetencer på en lang række områder.
Music Business and Leadership er en diplomuddannelse med en meget fleksibel form. En hel uddannelse udgør 60 ECTS-point, som opnås ved gennemførslen af fem obligatoriske grundmoduler, fire valgfrie flexmoduler og et afgangsprojekt. De enkelte moduler udbydes både i koncentrerede forløb over fem dage i træk, eller opdelt på et par dage. De studerende er derfor ikke bundet af at afsætte en fast ugedag i en længere periode, men kan frit placere modulerne, som det passer i forhold til arbejdstider, perioder med travlhed og bopæl.
De obligatoriske moduler handler blandt andet om kontrakter og rettigheder, strategi og økonomisk styring og kreativ dynamisk projektledelse, mens de valgfri moduler blandt andet består af moderne musikformidling International Music Management, Publishing Academy, Digital Music Business, og Musikkultur.
Det Jyske Musikkonservatorium administrerer Music Business and Leadership, og undervisningen tilrettelægges i samarbejde med kompetente undervisere fra musikbranchen, Aarhus Universitet, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Kaospiloterne og Promus.
Læs mere om uddannelsen.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
