Kammermusikken lever rundt om i landet, hvor musikere, musikforeninger, komponister, festivaler, undervisere, institutioner, kirker og museer m.m. hver især sætter liv og toner i spil.
I 2015 tog to frivillige musikaktører – Line Fredens og Lotte Toftemark – initiativet til at foretage en landsdækkende undersøgelse af musikforeninger og kammermusikken i hele Danmark. Undersøgelsen viser at samarbejdet, netværket og det fælles fodslag for kammermusikken mellem musikere, koncertarrangører og komponister ikke spiller optimalt alle steder. Og at såvel danske musikere som en stor del af arrangørerne, har behov for at samles og styrke det indbyrdes netværk også med komponisterne.
Det sker d. 13. maj på Kammermusikkonferencen ”Vi mødes på trianglen”, der afholdes på Snoghøj Folkehøjskole ved Fredericia.
Aktører fra hele miljøet
På kammermusikkonferencen vil der være både oplæg af musikere som blokfløjtespilleren Bolette Roed og Asbjørn Nørgård fra Den Danske Strygekvartet – og af aktører i miljøet som bl.a. Axel Nielsen (Sammenslutningen af Musikforeninger), Kuno Kjærbye (Roskilde Musikforening), Louise Alenius (Silent Zone, Copenhagen Opera Festival) og Bo Gunge, (næstformand i Dansk Komponistforening).
Med baggrund i deres oplæg vil der i grupper blive talt om mulighederne for samarbejde og understøttelse af det fælles lokale arbejde og forskellige muligheder for rådgivning, erfaringsudveksling og opsamling af tilbud. Konferencen vil i det hele taget se på, hvordan livet skal gøres lettere for foreninger, musikere og komponister, der er aktive indenfor området!
Fakta:
- Deltagelse er gratis
- Tilmelding sker ved henvendelse på mail til: Per Dybro Sørensen: perdybros@gmail.com
- Konferencen støttes af Dansk Musiker Forbund, Dansk Komponistforening, Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg og Snoghøj Højskole
From: Nyheder fra MUSIKEREN
