Musikere med løse spillejob får revurderet deres dagpengeret

Dansk Musiker Forbund vurderer lige nu, om der skal anlægges en retssag i samarbejde med a-kassen FTF-A og hovedorganisationen FTF.
Afgørelsen offentliggøres som følge af, at Ankestyrelsen, der er a-kassernes øverste klageinstans, har afgjort en sag om en musiker med såkaldte løse spillejob.
DMF mener, at afgørelsen strider mod lovgivningen, at den er truffet på et forkert grundlag og kan få helt ekstraordinært store konsekvenser for et helt fag.

Sagen har topprioritet

Formand Anders Laursen siger på vegne af DMF:

”Sagen har vores topprioritet, og vi vurderer lige nu, om der skal anlægges en retssag i samarbejde med FTF-A og FTF, hvor vi sagsøger Ankestyrelsen for at få omstødt beslutningen. Det er klart, at vi på ingen måde kan sidde så afgørende en ændring af praksis overhørig, og alle nødvendige skridt bliver taget for at sikre musikerne og deres levevilkår.”

Spillejob som selvstændig virksomhed

Afgørelsen betyder, at musikere på dagpenge, der en gang imellem spiller koncerter eller deltager i ensembler, risikerer at miste deres ret til dagpenge.
Behandlingen af retssagen kan have lange udsigter, og DMF vil i samarbejde med FTF-A afklare, hvilken betydning afgørelsen kan få for berørte medlemmer.

Det gør DMF

Alle ledige medlemmer, der har haft løse spillejob i seneste dagpengeperiode, bliver i disse dage kontaktet af DMF og FTF-A.
I DMF undersøger vi nu alle muligheder for medlemmerne og står til rådighed med information og rådgivning i sagen. Vi opfordrer medlemmer, der kan være berørt, til at kontakte DMF’s a-kasse-service.


Mere information:

DMF holder åbent informationsmøde om sagen på mandag den 9. februar kl. 15 i København.

Mere info følger her på sitet og på www.facebook.com/danskmusikerforbund.

Kontakt: DMF 35 240 240 / dmf@dmf.dk

From: Nyheder fra MUSIKEREN