Når én af landets absolut største private hæderspriser til danske kunstnere skal uddeles den 9. december, bliver det med en af DR SymfoniOrkestrets musikere i en helt central rolle i Musikkonservatoriets Koncertsal på Frederiksberg.
Solofløjtenist Ulla Miilmann, som har spillet i orkestret siden 1994, bliver den ene af årets fire modtagere af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat på ikke mindre end 750.000 kroner.
I motiveringen hedder det blandt andet:
Med instrumentalt overskud og kunstnerisk format og mod har Ulla Miilmann været med til at forgylde mange torsdagskoncerter, turneer og CD-indspilninger. Også som solist, ikke alene med sit eget orkester, men også som gæst i og uden for Danmark og som kammermusiker, har hendes altid originale musikerskab skaffet hende mange beundrere.
Elektroakustisk musiker hædres
Blandt modtagerne er også violinist og komponist Birgitte Alsted, der har gjort sig gældende inde for elektroakustisk musik, og som ofte bruger kreative udtryksformer som indbefatter andre kunstarter. Hun har således været brugt en del inden for teater og performance/dans.
Udover Ulla Miilmann og Birgitte Alsted bliver komponist Line Tjørnhøj og det unge danske ensemble Nightingale String Quartet hædret ved den lejlighed.
Om legatet
Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat blev oprettet af de to kunstneres døtre i 1957, og modtagerne af hæderspriserne udpeges af fondens bestyrelse. Fonden bag legatuddelingen ejer to tredjedele af kunstnerrettighederne efter Carl Nielsen og alle rettighederne efter billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen.
From: Nyheder fra MUSIKEREN
