Musiker i sag om ikke at protestere nok

Den svenske musiker Johan Johansson står i den absurde situation, at skulle betale sagsomkostninger på 200.000 kr. efter en sag har kørt om, hvorvidt et pladeselskab havde lov til at lægge Johanssons numre på streamingtjenester eller om pladekontrakten fra starten af 1980’erne ikke omfattede digital udnyttelse.
Selvom den svenske landsret bekræftede, at sangene ulovligt var blevet lagt på Spotify af pladeselskabet endte musikeren med en regning på 200.000 SEK for sagens omkostninger. Landsretten mente nemlig ikke, at han havde gjort nok indsigelser og dermed stiltiende havde samtykket til selskabets digitale udnyttelse.
”Det er et urimeligt tungt krav at pålægge kunstnere, at de skal have haft indsigt nok til at udtrykke sig juridisk korrekt for ikke at blive bundet af passivitet,” siger Per Herrey, der er jurist i Svensk Musikerforbund om den seneste afgørelse i sagen om den svenske musiker Johan Johansson og pladeselskabet MNW.

Indsigelser mod digital download

Musikeren Johan Johansson indgik i 1981 en indspilningsaftale med pladeselskabet MNW Music AB. I 1999 gjorde pladeselskabet Johanssons musik tilgængeligt som digital download, hvilket han gjorde indsigelser i mod og krævede en højere royaltysats. MNW fjernede senere musikken – af andre årsager, ifølge deres udsagn i retten.

Passivitet blev til stiltiende accept

I de efterfølgende år blev musikeren opmærksom på, at hans musik blev tilgængelig på streamingtjenester som Spotify og bad igen om en ny aftale, da han gjorde gældende, bl.a. i en e-mail til pladeselskabets ansvarlige i 2004, at on-demand-tilgængeliggørelse ikke var en del af den oprindelige aftale.
Sagen kom for byretten, som i september 2015 gav musikeren fuldt medhold og bl.a. udtalte: ”On-demand-udnyttelse adskiller sig væsentligt fra tidligere former for udnyttelse, fx grammofonplade eller cd. Det har ved aftaletidspunktet ikke været muligt for parterne at forudse, at denne anvendelse ville blive til virkelighed i fremtiden. Enhver ret for MNW til at udnytte optagelserne digitalt kan ikke anses for at have været parternes hensigt ved indgåelsen.”
MNW ankede afgørelsen til landsretten, hvor selskabet fik medhold i at Johansson havde udvist passivitet og dermed stiltiende havde accepteret selskabets digitale udnyttelse af hans musik.
Landsretten var imidlertid af en anden mening og ophævede byrettens forbud mod at udnytte Johanssons musik digitalt og pålagde musikeren at betale sagens omkostninger på 200.000 SEK. Sagen har været ført af Svensk Musiker Forbund, som overvejer om sagen skal ankes til Højesteret.

Ingen tilsvarende sager i Danmark

I Danmark har man ikke haft tilsvarende retssager. I Finland har man derimod haft en sammenlignelig sag, der i maj 2015 blev afgjort til musikernes fordel. Også her forsøgte pladeselskabet (Universal) at påberåbe sig, at musikerne havde udvist passivitet og dermed samtykket stiltiende til den digitale udnyttelse, men den finske ret afviste påstanden, da selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for dette.

  • LÆS MERE: Pressemeddelelse fra Svea Hovrätt
  • LÆS MERE: Skivbolaget spred olagligt musik på Spotify – får ändå rätt i hovrätten
  • LÆS OGSÅ: Unik dom giver musikere medhold
  • LÆS OGSÅ: Er musikstreaming lovligt uden musikernes samtykke?

From: Nyheder fra MUSIKEREN